I august kunne McDonald’s Danmark berette om overvældende succes med et app-baseret spil, Sommerchancen, og nu er burgerkæden i fuld gang med at sikre sig endnu en succes med app’en- denne gang meget passende med en julekalender.
– Det er nok vores hidtil mest succesfulde enkeltstående initiativ med det formål at drive trafik til vores restauranter, siger salgs- og marketingdirektør Mads Friis.
Når man på sin mobil – via app’en – åbner dagens låge, kan man vinde et produkt – enten et gratis produkt, et købsbetinget gratis produkt eller en rabat på et bestemt produkt.
Og hvis man ikke vinder, åbner vinduet sig i stedet til en lille bonus: Det kan være eksempler på, hvordan man siger glædelig jul på forskellige sprog eller en julescore-replik. Måske kan man ryste telefonen, så den fungerer som en snekugle – eller man får en mistelten, man kan holde hen over hovedet på en, man gerne vil kysse, osv.
Overraskende aktivitet
Det er første gang, McDonald’s har kørt med julekalenderen, og ifølge Mads Friis var det ventet, at den ville blive vel modtaget, men ingen havde ikke forventet, at den ville brage så meget igennem, som den har gjort:
– For det første skulle man jo tro, at juletravlheden fyldte godt op hos danskerne, og for det andet vrimler det jo på markedet med julekalendere i alle afskygninger, så konkurrencen om forbrugernes opmærksomhed er jo stor. Så på den baggrund er vi meget positivt overraskede, siger han.
Samtidig får kæden endnu flere nye brugere af app’en, og det ser endda ud til, at McDonald’s rammer de aldersgrupper, man gerne vil ramme:
– Målgruppen er de yngre segmenter, og det ser ud som om, det også netop er dem, vi rammer med aktiviteten. Især de 15-18 årige er vilde med spillet, siger Mads Friis, som i tilgift kan glæde sig over, at julekalenderne også styrker salget i restauranterne.
Mærkbart salgsløft
– Vi skal hele tiden være opmærksomme på at holde en balance i vores aktiviteter, så vi sikrer, at det, vi gør, både er godt for vores brand på længere sigt og godt for vores restauranter på kortere sig. Og jeg er overbevist om, at netop vores app er rigtig god til begge dele, lyder det fra salgs- og marketingdirektøren.
Med app’en kan kunderne således løbende følge burgerkædens nyheder og få mere information om maden, samtidig med at de får mulighed for at deltage i spil som julekalenderne her.
– Og det ser ud til at være populært. I fredags havde vi det største antal kasse-transaktioner nogensinde, og gennemsnitligt har vi løftet salget med lige omkring 10 procent, slutter Mads Friis.
Foreløbige resultater (opgjort pr. 13. december)
– Over 300.000 nye brugere har downloadet app’en.
– App’en lå nummer 1 i både App Store og Google Play de første 12 kampagnedage
– Gennemsnitlig stigning i antal gæster pr dag i forhold til sidste år: +20 %
– Rekord er indtil videre 7. december med en stigning på 30 % gæster
App’en er udviklet af ApeGroup, DDB står bag det kreative koncept og OMD har stået for det medietekniske.