”Reklame for Alvor” er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor den danske reklamebranche uden beregning bruger sine evner i en god sags tjeneste.
Det sker bl.a. via annoncer i aviser og ugeblade, tv, på outdoor og web, og i år er modtageren af bidraget den lille, men nødvendige, organisation Børn, Unge & Sorg.
Reklame for Alvor-støtten skal give organisationen taletid i en dansk offentlighed, hvor mange gode hensigter har det med at drukne i den kakofoni af kommercielle budskaber, vi alle udsættes for hver dag.
Briefen til dette års Reklame for Alvor – der indbyder alle bureauer og enkeltpersoner til at byde ind på opgaven – blev offentliggjort i går, og den er atter en gang dygtigt forfattet af Susanne Lund, CEO i Republica.
Her står retningslinjerne for dem, som har hjerterum, tid og lyst til at byde ind på opgaven.
Nedbryd tabuet, tak
Heraf fremgår det bl.a. også, at det vigtigste formål med kampagen er at nedbryde danskernes berøringsangst overfor døden og alvorlig sygdom, og dermed gøre os alle bedre til at tale med børn og unge om deres sorg.
I anden omgang skal kampagnen oplyse om, at Børn, Unge & Sorg er et sted, hvor sørgende børn og unge kan få hjælp til at komme videre i livet.
Udover æren, får vinderen brugs- og råderet over Reklame for Alvors årslogo, som kan bruges i egen markedsføring eller blot sættes på sin hjemmeside for at vise, at man har vundet.
Den vindende kampagne indstilles desuden til at deltage i den europæiske EACA Care Awards i 2016.
Deadline for indsendelser er den 15. april 2015, og vinderen udvælges af denne stærke jury:
- Susanne Lund, Republica
- Thomas Pries, Konstellation
- Niels Heilberg, Creative Circle
- Nikolai Stahl, Hjaltelin Stahl
- Anne Glad, Envision
- Thomas Wahl, Huset Markedsføring
- Thomas Hoffman, &Co.
- Claus Andersen, PHD media
Du kan hente briefen herunder (pdf) og læse meget mere om Reklame for Alvor her.