“Vi bliver ganske enkelt dummere af kun at producere og bevidne sentimentale overfladiskheder i gennemredigeret haiku-form. Vores generation og de kommende bliver nødt til at finde alternative måder at tale med hinanden på. (…)
Så lad os som et vovet socialt eksperiment forsøge at skrue lidt ned for antallet af statusopdateringer og i stedet måske skrive et brev til en, vi holder af, ringe og tale alt for længe med en gammel ven eller – gys – prøve at sidde helt stille og holde kæft på en bænk i forårssolen i en halv time. Uden at fortælle nogen om det”.
Sådan skriver Katrine Engberg og Anne Mette Hancock, forfattere til debatbogen ”Klap i, hest!” Og det er da sympatisk, ikke! På overfladen. For det er kun på overfladen.
Prøv at forestille dig en verden, hvor der ikke var nogen, der kommenterede på alle vores daglige overfladiskheder. Det ville være en mere tyst verden, og måske præcist sådan en verden, som Engberg og Hancock ønsker sig? En verden, hvor vi ikke lever i konstant Facebook-modus.
Jeg kan ikke være uenig i, at vi må til at lytte mere. Vi må ind i en anden fase af det selv-kommunikerende samfund, eller rettere vi må ud af det. Problemet er bare, at vi faktisk lever af kommunikation! I alle livets sfærer, i alle dets hjørner og sprækker. Vi kan ikke komme ud af det kredsløb, hvor kommunikation avler mere kommunikation. Og derfor er det paradoksalt, at bedre kommunikation skal afløse den ”brede” kommunikation. Altså den der flyder i sociale medier, og i mange andre medier. Hvorfor er det nu paradoksalt?
Det tager kun fem minutter
Det er en del af vores dannelseserfaring, at dybde er at foretrække frem for overflade. Det er mere rigtigt at tage sig tid, og at være grundig, end at ville nå meget og nå længere, på kortest mulige tid.
Hvis det var tilfældet, ville stemningen i det lokale supermarked nok være fem stjerner bedre, og ikke befolket med mennesker, der enten gør en dyd ud af at læsse af på den unge kassemedarbejder, eller så åbenlyst har tankerne alle mulige andre steder.
For det at stå i køen i Fakta er vel en del af livet, for her er præcist de mennesker, som vi hver dag skaber samfundet med. Det er ikke mennesker, vi har valgt at leve sammen med, men det er mennesker, vi er nødt til at leve sammen med. Derfor er det også et lidt sørgeligt budskab, når denne butik stråler af budskabet: Det tager kun fem minutter! Det er så lang tid, som vi vælger at ville andre mennesker.
Jeg vil påstå, at denne modstilling mellem dybde og overflade er en pisk, som vi straffer os selv med, og velvilligt bruger til at skabe dårlig samvittighed, og samtidig bruger til at konstruere forestillinger om, at det altid kan blive bedre, bare man fordyber sig, søger dybden, og ikke lader sig fange af overfladen, uanset hvor meget den glitrer, og uanset hvilken flade eller skærm den er knyttet til: Tv-et, computeren, magasinet eller mobiltelefonen.
Civilisationens morgengymnastik
Nu er der ikke noget galt i, at vi alle sammen mere eller mindre bevidst og velvilligt producerer skyldfølelse. Det er med til at holde hele kommunikationssystemet i skak, og har i århundreder været civilisationens morgengymnastik.
I vores tid kan det oversættes til, at ved at lave de fem daglige statusopdateringer om stort og småt, i haiku-form eller anden prosa, på vores væg eller vores blog, øver vi os i at kunne skelne mellem dybde og overflade, mellem det meningsfulde og det meningsløse.
I det perspektiv giver det mening, at vi skal til at lytte mere, og til at give os væsentligt mere tid til ikke at gå op i, om andre nu også kan se og høre, at vi er den autentiske person, vi nu så gerne vil være! Et rigtigt menneske, der lever på den rigtige måde!
Og det indebærer altså også at kunne gå til bekendelse og selv producere skyldfølelse: Jeg ved godt, at jeg lever overfladisk, og jeg ved godt, at jeg burde lade være med at påtvinge andre deres opmærksomhed på mig, og min sociale medie profil. Og jeg ved godt, at det er forkert!
Vi bliver, som samfundet har behov for
Den amerikanske sociolog David Riesman understregede tilbage i 1950’ernes USA, at ethvert samfund altid ender med at producere præcist den slags socialkarakter, den type af menneske, som samfundet har brug for.
For Riesman indebar det produktionen af et gruppestyret individ, der føler sig tilpas i et kommunikationsintenst miljø, hvor retræte til læ, skygge og ensomhed ikke er en mulighed. Riesman skrev, lidt ligesom Engberg og Hancock, at de nære og intime relationer lider skade i et sådan miljø.
Det bliver sværere at opdrage, for barnet vil kende til argumentationens kunst, og vil insistere på at blive hørt. Det vil blive sværere at forføre, for hvordan kan vi vide, at forførerens tale ikke vil blegne overfor den næste i køen, eller – værre endnu – blot er en kopi.
Og det bliver sværere at arbejde, fordi det moderne arbejde tvinger os til at sætte farten ned, fordi arbejdets tavse viden skal sættes i tale, underkastes refleksion, og iklædes en form der kan deles.
Du behøver jo ikke kommunikere
For nu lige at komme ”ned på jorden igen” (for ved jorden at blive det tjener os bedst, siger de), så giver det umærkeligt mening at tiljuble budskabet: Bare fordi du kan kommunikere, behøver du ikke at gøre det, og du behøver slet ikke at fortælle andre, at du nu har betrådt stien for kommunikativ askese.
Det giver også mening, at vi bør bruge mere tid på hinanden i de nære relationer, end på at dele – som det hedder – information, links, billeder, oplevelser og øjeblikkeligheder.
Det vil virke meget udannet ikke at mene det. Men præcist i det øjeblik vi føler, at nu har vi fundet vejen til god kommunikations karma, begynder vi faktisk at bidrage til kilden af problemet: At vi hellere skal ville dybde end overflade, uden at vide hvornår vi faktisk ”er dybe”.
At vi hellere skal ville indhold end form, uden at vide om vores ”indhold” faktisk blot er nok en form. At vi hellere skal ville det nære end det brede, uden at vide hvem der faktisk har brug for, at vi er dem nære. At vi hellere burde ville tysthed frem for tom tale, uden at vide om vores tysthed blot er udtryk for, at vi er tomme! Og her begynder vi så at opdatere.