I over ti år har danskerne kendt Saphe som den lille trafikalarm, der bipper i forruden og advarer chaufføren om mulig fartkontrol forude.
Det gør Saphe stadig, men en ny brandfilm og -fortælling skal nu flytte det primære fokus fra alarmen i bilen til fællesskabet på vejene.
Det skriver Dentsu Danmark – der som nyvalgt mediebureau for Saphe skal sørge for, at historien lander de rigtige steder i mediebilledet – i en mail til Markedsføring.
”Saphe er for længst vokset ud af rollen som trafikalarm. I dag er vi et trafikfællesskab, hvor over en million mennesker skaber tryghed for hinanden uden nogensinde at have mødt hinanden,” udtaler Anders Gyldenløve Pedersen, der er CCO hos Saphe, i mailen.
Han understreger, at filmen ikke en ny fortælling, man har opfundet til lejligheden.
”Det er kernen i det, netværket har gjort hver dag i ti år. Ambitionen med filmen er at fortælle det, så man kan mærke det.”
”Et fælles netværk”
I filmen, som bureauet Generaxion har produceret, ser man en række forskellige mennesker, der starter bilen, sidder ved rattet, standser og kigger på kort, osv.
Undervejs deles skærmen op, så man følger to bilister på samme tid, mens en voice over fortæller os, at vi er ”forskellige mennesker i forskellige biler med forskellige mål, men i samme trafik”.
Og at vi – hvis vi via Saphe deler information om et uheld, en kø, mobile fartkontroller eller biler i nødsporet – hjælper hinanden med at gøre vejen mere tryg.
”Kreativt har vi taget afsæt i, at Saphe forbinder mere end én million mennesker i et fælles netværk på vejene,” udtaler Kristian Førland, der er creative director hos Generaxion, i mailen og tilføjer:
”Kampagnen skal gøre den usynlige forbindelse synlig og vise, hvordan små handlinger mellem mennesker, der aldrig har mødt hinanden, er med til at gøre trafikken mere sikker for os alle.”
Og ifølge Jonas Mortensen fra marketingkonsulenthuset Azide, der er fast tilknyttet Saphes marketingteam og har bidraget til den strategiske forankring og aktivering af filmen, er filmen udviklet som en del af et bredere arbejde med at gøre virksomhedens rolle i trafikken tydeligere.
”Saphes mission er at skabe tryghed i trafikken. Det er ikke noget, vi lægger oven på produktet. Missionen er indbygget i selve produktet,” siger han.
Bred målgruppe
For at sikre, at fortællingen når bredt ud, har Saphe samtidig indgået et samarbejde med Dentsu Danmark om mediestrategi og eksekvering.
”Saphe har allerede en høj kendskabsgrad i Danmark, så opgaven handler om at fortælle deres nye historie på de rette medieflader,” siger siger Johnni Rosenquist, der er executive client officer hos Dentsu Danmark, og tilføjer:
”Vi ser holistisk på det samlede mediespend og finder balancen mellem de taktiske og de brandorienterede budskaber, så fortællingen lander hos den brede målgruppe, den er tænkt til.”
Parterne oplyser ikke økonomien i aftalen eller kampagnebudgettet, men det fremgår af mailen, at den kører på tv og radio.
Du kan se de to brand-film, der er instrueret af Anders Vangsøe, herunder.