Kilroy hæver ambitionerne på kommunikationsfronten og har i den forbindelse valgt at etablere samarbejde med et nyt bureau, der skal styrke virksomhedens position på rejsemarkedet for den unge målgruppe.
Valget er faldet på Virtue Danmark – den danske afdeling af Virtue Worldwide, Vice Medias in-house bureau – som dermed bliver lead på Kilroys strategi- og marketingaktiviteter i 2017.
Opgaven omfatter brandstrategi, kreativ udvikling og produktion, og samarbejdet dækker markederne Danmark, Sverige, Norge, Finland, Holland, Island, Belgien og Polen.
Og ifølge Audrey Linn Kupen, der er International Brand Manager hos Kilroy, bliver det bl.a. Virtue opgave at re-boote Kilroys brand.
– Kilroy adskiller sig meget fra andre brands i vores branche, så vi har brug for kommunikation, som også adskiller sig, siger Audrey Linn Kupen.
Medfødt ekspertise
Brand manageren fortæller videre, at der var en åbenlys kemi, allerede da de to teams mødtes første gang:
– Vi var imponerede over deres holistiske pitch, der med en velfunderet strategisk base og kreative koncepter, var et perfekt match med det, vi ledte efter. Den medfødte ekspertise inden for produktion af indhold, som udgør en stor del af Vice/Virtues DNA, var et åbenlyst valg for os at tappe ind i, siger Audrey Linn Kupen.
Parterne oplyser, at Virtue skal cementere Kilroys position på rejsemarkedet for den unge målgruppe og genopfinde den eksisterende kommunikationsplatform med ønsket om at gøre den mere tidssvarende og enestående.
Flere kompetencer i spil
Og blandt andet fordi opgaven omfatter såvel analyse- og strategiproces, kreativ udvikling og produktion, ligger den godt til Virtue, lyder det fra Vice Medias skandinaviske CEO, Frederik Andersen:
– Det er en interessant opgave for os, da vi får mulighed for at aktivere både vores kreative afdeling, strategiske afsnit og vores in-house produktionsenhed. Derudover kan Kilroy drage nytte af vores internationale netværk og lokale kontorer i de markeder, hvor vi samarbejder, siger Frederik Andersen og uddyber:
– Kilroy og Vice/Virtue deler samme ophav og er født i en generation af visionære unge, der higer efter relevans og autenticitet. Vi stræber begge efter at have en substantiel indvirkning på den verden, som vi er en del af.