– Alt i alt vurderer jeg dette som virkelig dårlig krisekommunikation.
Sådan lyder den kølige konklusion fra lektor i retorik ved Københavns Universitet, Lisa Storm Villadsen, som har analyseret den meddelelse som Advice offentliggjorde lørdag i den såkaldte Falck-sag.
I meddelelsen bekræftede Advice-direktør Espen Højlund, at bureauet sammen med blandt andet Falck i 2014 og 2015 arbejdede målrettet på at sværte Falcks konkurrent, BIOS, til.
Men Lisa Storm Villadsen, der blandt andet forsker i officielle undskyldninger, forholder sig ganske kritisk til Advice-meddelelsen.
– Den siger ikke præcist, hvad det er, Advice har gjort forkert. De generelle formuleringer er så vage, at man ikke kan se, præcist hvad Advice selv mener, der forkert ved handlingerne og derfor heller ikke ved, om firmaet retter op på disse ting, siger hun og fortsætter:
– Teksten er helt selvcentreret; der er ikke et ord om, hvem der har lidt skade, og hvordan Advice har bidraget til det. Afsenderen er kun interesseret i at rette op på eget image. Man får indtrykket af, at Advice-ledelsen bare gerne vil have sagen til at gå væk.
Lisa Storm Villadsen mener, at det i teksten er uklart, hvem ”der bærer det virkelige ansvar, og hvor meget ansvar afsenderen” – i dette tilfælde Advice-direktør Espen Højlund – tager på sig.
Retorik-lektoren bemærker også Advices brug af ordet ”ærgerlige”. Det er ”meget brugt” for tiden, mener hun.
– Måske fordi det er så tvetydigt, ligesom ”beklage”. Det er ikke tydeligt, om man virkelig tager sagen på sig eller egentlig blot siger: ”Ærgerligt at det kom frem” og ”synd for dem, det gik ud over, men det var ikke rigtig vores skyld.”
Lisa Storm Villadsen tilføjer:
– Man kan ærgre sig over at have gjort noget dumt uden, at man egentlig fortryder det – og i forhold til undskyldninger er fortrydelse central: Hvis man siger undskyld, men faktisk ville gøre det samme igen, er undskyldningen ikke meget værd.
Hun peger blandt andet på, at ”omtalen af medarbejderne er en subtil måde at skubbe ansvaret fra sig.”
Der er dog også positive ting at sige om meddelelsen:
– Advice skynder sig at sige, at firmaet ikke har et retligt ansvar, men samtidig anerkendes, at det ikke er tilstrækkeligt, at firmaet tilsyneladende ikke har gjort sig skyldig i lovbrud. Firmaets omdømme er også afhængig af dets etiske virke, og det er her problemet ligger og det, teksten handler om, siger Lisa Storm Villadsen.
Hun tilføjer:
– Den anden positive ting er de optræk til redegørelse for, hvordan Advice-folk reagerer – og hvad de vil gøre i fremtiden for at undgå noget lignende. Begge dele kunne, hvis de ellers var mere overbevisende være meget effektive i forhold til at genetablere tillid.
Espen Højlund oplyser til Markedsføring, at han synes, at det er en god analyse. Han oplyser videre, at det i lørdags af forskellige grunde ikke var muligt at blive mere konkret, end det var tilfældet.