Når Vejle Kommunes børnefestival Spotlight for første gang løber af stabelen til september i år, vil de besøgende blive mødt af en 15 kvadratmeters storskærm, der udover at vise små kunstfilm med børn fra Vejle også vil bringe reklamefilm for blandt andet tyggegummi og pølseprodukter, skriver Vejle Amts Folkeblad.
I sidste uge besluttede kommunens kultur- og fritidsudvalg i hvert fald at give grønt lys til, at festivalarrangørerne må dække lejeudgifterne til storskærmen ved at sælge op til 12 minutters reklamespots i timen, selv om flere undersøgelser viser, at børn er meget letpåvirkelige overfor kommerciel markedsføring.
Ifølge kommunens festivalkoordinator, Anneken Appel Laursen, er reklamesalget nødvendigt, hvis festivalen skal kunne præsentere kunstfilmene.
– Det koster mellem 75.000 og 120.000 kroner at leje en skærm i en uge, og det har vi ikke mulighed for at betale. Derfor er det nødvendigt med indtægter, der kan dække udgiften, siger Anneken Appel Laursen, der forestiller sig, at køberne af spotene for eksempel kunne være Tulip, Gumlink og skofirmaet Blend. Hun ser intet problem i, at en børnefestival, der er delvist finansieret af kommunale kroner, viser reklamefilm for kommercielle produkter.
– Der er en berøringsangst i forhold til børn og reklamer, men virkeligheden er jo, at børn er omgivet af dem hver eneste dag, siger Anneken Appel Laursen.
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Peter Sikær Kristensen (S), understreger, at udvalgets beslutning om at tillade reklamerne bygger på grundige juridiske undersøgelser.
– Og der har vi fået tilsagn om, at der intet problematisk er i at vise spotene, Tværtimod, synes vi, det er en god idé, hvis det kan bidrage til at løfte festivalen, siger Peter Sikær Kristensen.