Egentlig skulle de spare samfundet for en masse penge. Men effekten af de kommunale udbudsregler er den stik modsatte. Sådan lyder den hårde kritik fra en række kommuner.
– Vi har med ærgrelse set, hvor dyrt det har været for os at følge reglerne, siger administrerende direktør Claus Juhl fra Københavns Kommune.
Kritikken kommer, efter at Konkurrencestyrelsen i går afleverede en redegørelse, der viser, at 29 ud af 34 undersøgte kommuner har lavet ulovlige aftaler med it-firmaet KMD. København er ikke en af de 29 kommuner. Men Claus Juhl beklager, at kommunen må bruge millioner af skattekroner på konsulenter, der sørger for, at man følgerne reglerne. Han mener ikke, kommunerne bagefter tjener pengene hjem igen på billigere kontrakter:
– De penge kunne være brugt på børn eller på socialområdet. Det er en maskine, som flytter penge fra folkeskoler og børnehaver til advokater og it-eksperter, siger Claus Juhl.
I de kommuner, som har brudt reglerne, er der frustration over, at opgaver ned til 1,4 millioner kroner skal i udbud.
– Det kræver mange ressourcer at gennemføre udbud, så der burde være en undtagelsesbestemmelse for vitale it-systemer, siger kommunaldirektør Niels Erik Kjærgaard, Ringkøbing-Skjern.
Der er enighed blandt de kommunale direktører, at uanset hvor mange penge, man ofrer på udbudene inden for it, ender KMD alligevel med at vinde opgaverne.
Politiken side 1 + 11.