Kommunikationsbureauet Friday ansætter Daniel Kirchhoff som ny seniorrådgiver, oplyser bureauet i en pressemeddelelse.

Daniel Kirchhoff kommer fra en stilling som kommunikations- og marketingchef i ISS Danmark. Tidligere har han været kommunikationschef i flyselskabet Norwegian samt hotelkæden Scandic og har samlet set mere end 10 års erfaring med intern og ekstern kommunikation.

”Daniel er et scoop for os. Vi arbejder sammen med mange store, komplekse virksomheder, og den type organisationer har han indgående erfaring med fra sin tid i Norwegian, Scandic og senest ISS. Læg dertil, at vi har kendt Daniel gennem flere år, og vi er sikre på, at både bureauet og vores kunder kan se frem til en kollega, der vil bidrage stærkt til vores helt særlige kultur,” skriver Fridays adm. direktør, Mikael Baden, i meddelelsen.

Daniel Kirchhoffs arbejdsområde bliver blandt andet at rådgive en portefølje af Fridays eksisterende kunder og udvikle forretningen med nye. Han starter i stillingen den 1. maj.

”Jeg glæder mig til at starte i et så spændende og ambitiøst bureau som Friday, hvor jeg oplever et match både fagligt og menneskeligt. De har nogle af landets dygtigste rådgivere og en masse spændende kunder, som jeg ser frem til at arbejde sammen med. Friday er på en spændende færd. Den glæder jeg mig til at blive en del af og bidrage stærkt til,” siger Daniel Kirchhoff i meddelelsen.