Danske virksomheder vil hellere samarbejde end konkurrere, og danske forbrugere er alt for dårlige til at forhandle priser og shoppe rundt. Det betyder, at konkurrencekulturen halter gevaldigt herhjemme, lyder konklusionen i en rapport fra Konkurrencestyrelsen.
Ifølge rapporten er det er især virksomheder, som ikke møder stor konkurrence fra udenlandske virksomheder, der lever lykkeligt side om side med andre virksomheder i samme branche.
– Virksomheder har større fokus på ekspansion og vækst, når de møder konkurrence fra udenlandske virksomheder. Der er et potentiale for at styrke virksomhedernes konkurrencekultur i Danmark. Det gælder især virksomheder, som primært konkurrerer med andre danske virksomheder, hedder det.
Dårlig konkurrencekultur koster dyrt for forbrugerne – både i form af højere riser og ringere udbud af varer. Men forbrugerne har selv et stort ansvar for at styrke konkurrencen mellem virksomhederne, siger Tanja Franck, direktør i Forbrugerstyrelsen.
– Hvis forbrugerne aktivt opsøger den bedste handel, før de lægger pengene på disken, så får de ikke bare flere og bedre varer på hylderne – men også bedre service og billigere priser, siger hun.
Ifølge Forbrugerrådets direktør, Rasmus Kjeldahl, bidrager rapporten til at forstå, hvorfor prisniveauet i Danmark ligger alt for højt.
– Vi kan som samfund ikke være tjent med den dårlige konkurrencekultur. Der er behov for at udfordre dansk erhvervsliv ved for eksempel aktivt at identificere og fjerne barrierer, der i dag begrænser konkurrencepresset fra ind- og udland, siger han.
/ritzau/