Det Nordjyske Mediehus køber det kreative Aalborg-bureau Gotcha.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Formelt fusioneres Gotcha med mediehusets blot et år gamle interne bureau, Syttensyvogtres og bliver dermed fremadrettet en del af mediehusets strategiske bureausatsning.

Målet er, fremgår det af meddelelsen, at ”skabe en stærkere bureauplatform særligt rettet mod virksomheder, som har behov og mod til at flytte deres forretning med andet og mere end konventionelle valg og metoder.”

Og synergierne er oplagte og åbenlyse, mener Martin Sander, der er direktør for Kunder og Marked i Det Nordjyske Mediehus.

“Gotcha har noget, som du ikke kan bygge på kort tid: En stærk markedsposition, et godt navn, dybe kunderelationer og en dokumenteret evne til at skabe stærke brands,” udtaler han i meddelelsen og tilføjer:

”Syttensyvogtres har til gengæld på kort tid etableret en ambitiøs bureauplatform med Det Nordjyske Mediehus i ryggen og en mediemæssig infrastruktur, som giver os mulighed for at tænke løsninger endnu bredere. Når vi kombinerer de to, får vi mulighed for at skabe noget, der er større end summen af delene.”

Forskelle gør samarbejdet interessant

Det kreative bureau Gotcha blev etableret i 2016 mens Syttensyvogtres blev lanceret i 2025 af Det Nordjyske Mediehus med ambitionen om at samle marketingdisciplinen under ét tag.

Så hvor Gotcha kommer med et kendt og veletableret bureaubrand og mange års erfaring med at udvikle og flytte brands, har Syttensyvogtres sin styrke i koblingen mellem bureaukompetencer og et mediehus med mange års berøring med det nordjyske erhvervsliv. 

Og ifølge parterne er det netop ”forskellene, der gør samarbejdet interessant”.

Set med Gotcha-briller vurderer Rasmus Brostrøm, der er adm. direktør på Gotcha, at det ikke mindst er bureauets udvikling gennem årene, der nu åbner mulighed for at forløse et endnu større potentiale.

" Det er vigtigt for os, at vi ikke smider det væk, der allerede fungerer. Tværtimod. Vi bygger videre på det bedste fra begge bureauer
Martin Sander, direktør for Kunder og Marked i Det Nordjyske Mediehus

”Nu er tiden moden til, at vi går målrettet og dedikeret efter en endnu større position. Vi står med en unik mulighed for at indfri langt større ambitioner for både bureauet og for vores kunder – og den mulighed griber vi selvfølgelig”, udtaler han i meddelelsen.

Opkøbet er samtidig et bevidst strategisk valg fra Det Nordjyske Mediehus, som i stedet for at alene at bygge bureauforretningen op organisk ”vælger at accelerere udviklingen gennem et opkøb af en stærk og etableret spiller på markedet”. 

”Vi har ambition om at skabe en betydelig bureauforretning i Danmark. Og vi tror på, at den bedste vej dertil er at samle stærke kræfter frem for at bygge alt fra bunden. Gotcha er et rigtig godt match, fordi der allerede står et stærkt team og et stærkt brand,” lyder det i meddelelsen fra Martin Sander.

Vil ikke smide noget væk, der fungerer

I første omgang fortsætter de to bureauer, ifølge meddelelsen, som selvstændige enheder, men ”fusionen sætter samtidig gang i et ambitiøst, hurtigt arbejdende strategisk arbejde, hvor kompetencer, processer og kundeløsninger bindes tættere sammen”.

I første omgang fortsætter således også både Gotcha-brandet og Syttensyvogtres-brandet skriver Martin Sander i en opfølgende mail til Markedsføring, hvor han også slår fast, at alle medarbejdere fortsætter i forbindelse med fusionen.

“Det er vigtigt for os, at vi ikke smider det væk, der allerede fungerer. Tværtimod. Vi bygger videre på det bedste fra begge bureauer. Kunderne skal fortsat opleve de bureauer og mennesker, de kender,” lyder det fra Martin Sander.

”Men samtidig skal virksomhederne opleve at blive mødt med nye kompetencer, tungere sparring og ambition på deres vegne, når deres behov kalder på det.” 

Samtidig er behovet for nytænkning i såvel løsninger som arbejdsgange større end nogensinde før, fastslår Rasmus Brostrøm, der blandt andet peger på, at ”AI og automatisering bliver stadig vigtigere værktøjer”.

“Vi tror grundlæggende på, at kunderne ikke har brug for flere leverandører, der kan mere. De har brug for stærkere partnerskaber, der udøver bedre forretningsforståelse og skaleringskraft,” lyder det fra Gotcha-direktøren.

”Når vi kan kombinere det med indsigt, kreativitet og teknologi, kan vi skabe løsninger, der flytter virksomheder med større sammenhæng og større effekt. Og det er en fremtid, vi ønsker at være en del af.”

Parterne ønsker ikke at oplyse købesummen.