Når oprydningen efter finanskrisen er overstået, vil danskernes bankmarked se anderledes ud end i dag, hvor der er i omegnen af 120 pengeinstitutter i alle størrelser at vælge imellem.
Men sådan vil det ikke blive ved med at være i fremtiden, vurderer en række eksperter overfor Berlingske.
I stedet vil den danske bankstruktur komme til at ligne den svenske, som netop også opstod efter en voldsom bankkrise i 1990erne. Med andre ord forventes Danmarks to nuværende storbanker, Danske Bank og Nordea, at få konkurrence af et par ligeværdige fusionsbanker, som formentlig på den ene eller anden måde vokser ud af de nuværende næsten-storbanker Sydbank, Jyske Bank og Spar Nord. Underskoven af helt små lokalbanker vil derimod fortsat være overlevelsesdygtige inden for helt almindelig ind- og udlånsvirksomhed, hvor lokalpatriotisme og loyalitet spiller en stor rolle.
Men gruppen af mellemstore banker vil svinde ind. Det er da også netop disse, der i dag er særligt udfordrede, når det kommer til tab på dårlige ejendomsengagementer og et vaklende, gældsplaget landbrug, pointerer Jesper Rangvid, professor i finansiering ved Copenhagen Business School. Strukturændringen er allerede i gang, men den kan forstærkes, hvis ikke boligmarkedet normaliseres, og arbejdsløsheden stiger.
– Der ligger fortsat en række tab forude for banksektoren, og med den politik, som myndighederne kører, vil de pengeinstitutter, som kommer i problemer, blive afviklet eller fusioneret. Derfor vil der automatisk blive færre banker, og vi er slet ikke færdige endnu, siger Finn Østrup, professor ved CBS, til Berlingske.