D&AD Awards ungdomskonkurrence, New Blood, har sat karat og farve på årets priser – og for anden gang i dansk reklamehistorie stryger et dansk team helt til tops.

Det drejer sig om Jonathan Fjord og Pernille Lund fra DMJX, Kreativ Kommunikation, der vinder en af årets blot tre Black Pencils, konkurrencens sjældne og absolut fineste pris. 

Dertil kommer, at tre af bare 28 uddelte Yellow Pencils – svarende til guld – går til danske teams.

Den ene til de to danske Black Pencil-vinderne – de to andre til henholdsvis Mathilde Ytzen Stausholm, Magnus Adrian Rosleff, Anders Rosenvinge, Cecilie Timm og Alberte Wanting fra Reklamelinjen og Louis Petri og Peter Emil Birkvig fra DMJX KK.

Samlet set lyder den danske høst ved New Blood 2021 på en Black Pencil, tre Yellow Pencils, svarende til guld, to Graphite pencils, svarende til sølv – og fem Wood Pencils, svarende til bronze.

Stolte tutorer

De unge Black Pencil-vindere har haft et tutor-team bag sig bestående af Claus Collstrup, Senior Art Director, & Co., og Peter Metcalfe og Thomas Pries, begge kreative direktører på The Unicorn.

Peter Metcalfe skriver i en mailkommentar til Markedsføring om Jonathan Fjord og Pernille Lunds pris:

– Først og fremmest er vi sindssyge glade og stolte på Pernille og Jonathans vegne. Men selvfølgelig er vi da også lidt stolte selv. Der er ingen tvivl om at æren er deres, men de var gode til at få sparring og vejledning ret tidligt i deres process. Og for os er det bl.a. det, som kendetegner de allerdygtigste kreative: De holder ikke på deres ideer, men tager imod input – også selvom ideen er “ung” og “skrøbelig. 

Peter Metcalfe, som netop nu sidder og vurderer praktikantansøgninger til The Unicorn, skriver videre:

– Vi var så vanvittigt glade for at have dem hos os her i folden på The Unicorn, og vi har da også aftalt at de kommer forbi til en glas bobler, hvis de skulle vinde. Og det gjorde de så. Så til Pernille og Jonathan: “Vi er tørstige nu!”.

Sket en gang før

Første. gang et dansk team kunne løfte en Black Pencil ved New Bllod-konkurrencen var i 2019.

Det var dengang Mark Terkelsbøl, Nicolas Housted og Joachim Klintfält – dengang også fra DMJX, Kreativ Kommunikation – der kunne gå på scenen i London og modtage prisen.

Og pudsigt nok havde The Unicorn også en finger med i spillet her.

Nicolas Housted og Joachim Klintfält var således også forbi bureauet i deres praktikperiode.

Her havde de kort tid inden deres Black Pencil fået vejledning til ideen ude på DMJX af Thomas Pries og Jesper Hansen.

– Man må sige at det er ret godt streak vi har med dem, der kommer i praktik hos os. Vi håber netop, at det er fordi de kan se værdien af de input, vi kommer med, at vi også er så heldige at tiltrække nogle af de dygtigste talenter landet har at byde på, lyder det fra Thomas Pries. 

Flere danske navne på listerne

Tidligere på ugen afslørede D&AD Awards også vinderne af årets ”Portfolio Picks”. 

141 portfolios fra hele verden er valgt ud, og også her er der danske navne at finde: 

Konkurrencen henvender sig til nyuddannede og/eller upcoming kreative over hele verden, og handler om at give dem en platform til at vise deres talent frem for branchen. Plus mulighed for at deltage i New Blood Academy, en to ugers bootcamp med bureauer fra verdens største reklamekoncern, WPP Group.

Festivalen blev i år afholdt digitalt på grund af corona-restriktioner, og der blev i alt uddelt 186 Pencils, udvalgt blandt godt 3.000 indsendte bidrag fra 62 lande.

Priserne fordeler sig på tre Black Pencils, seks White, 28 Yellow, 45 Graphite og 104 Wood.

Dyk ned i de 10 danske D&AD New Blood 2021-vindere her – og se oversigten over de danske vindere herunder.

BLACK PENCIL 
– Pernille Lund og Jonathan Fjord, DMJX, for The You Tour for 21Grams

YELLOW PENCIL
– Pernille Lund og Jonathan Fjord, DMJX, for The You Tour for 21Grams
– Mathilde Ytzen Stausholm, Magnus Adrian Rosleff, Anders Rosenvinge, Cecilie Timm og Alberte Wanting, Reklamelinjen, for Cup4Climate for Connect4Climate
– Louis Petri og Peter Emil Birkvig, DMJX, for LingoFlix for YouthLingo

GRAPHITE PENCIL 
– Louis Petri og Anne-Mette Christiansen, DMJX, for LingoFlix for Duolingo
– Emilie Haugelund, DMJX for Mainstream Menopause for The Case for Her & Refinery29 

WOOD PENCIL 
– Louise Lindholm, Alexander Christensen og Julie Tjørnelund, DMJX, for ACT-AID for 21Grams
– Len Nguyen og Magnus Søby, Skolen for Visuel Kommunikation, for The Stadium Sink for Connect4Climate
– Sophie Amalie Fälling, DMJX, for Hip Hop is Lit for Penguin
– Mette Hau Larsen, Pernille Lund og Sally Trier, DMJX, for The 100th Year of Dreams Coming True for Disney
– Magnus Kvolbaek og Asta Scales, DMJX, for Who Dat for Spotify Design.