Tre studerende ved DMJX Kreativ Kommunikation – Mark Terkelsbøl, Nicolas Housted og Joachim Klintfält – gik torsdag 11. juli på scenen ved D&AD New Blood-konkurrencen i London og modtog den første, danske Black Pencil nogensinde.
I tilgift vandt et andet DMJX KK-team, Mathias Gudberg Juel og Oliver Strzelbicki, en af de næsten lige så sjældne White Pencils.
Samlet set blev der på aftenen uddelt 173 Pencils til unge teams fra 48 lande: Tre Black (Grand Prix), fire White (en purpose-pris), 29 Yellow (guld), 42 Graphite (sølv) og 95 Wood (bronze).
Og den danske høst lød på otte Pencils: En Black, en White, to Yellow, en Graphite og tre Wood: Alle til DMJX KK-teams.
Det er desværre ikke lykkedes at fange de studerende, som fik priserne overrakt i London torsdag 11. juli, men Jesper Hansen, der er faglig leder for Kreativ Kommunikation på DMJX, siger til Markedsføring:
– Jeg er bare så stolt. Det er helt vildt, at vi får løftet fire ud af seks Wood Pencils op til en Graphite, to Yellow, en White og en Black Pencil.
– Vi har gennem de senest tre år arbejdet målrettet med New Bloods briefs som en del af undervisningen på andet år, og vi har virkelig fået løftet niveauet hos de studerende.
Et fint år tegner sig
2019 tegner i det hele taget til at blive et bemærkelsesværdigt år for Danmark, når det gælder kreative præstationer på de internationale scener.
I maj vandt det danske bureau Virtue således den første danske Grand Prix nogensinde ved The One Show for siden at gentage Grand Prix-festen i Cannes i juni: Den første danske af slagsen i 16 år.
Dør-om-dør med dén succes sørgede Klara Vilshammer og Christoffer Boas fra Robert/Boisen & Like-minded i juni for, at Danmark for andet år i træk hentede guld ved Cannes Lions’ ungdomskonkurrence, Young Lions.
Og nu kan seks unge, danske teams så bidrage til festen med otte blyanter – herunder ikke mindst en Black Pencil – ved D&AD New Blood 2019.
Ideen bag dansk Black Pencil
Mark Terkelsbøl, Nicolas Housted og Joachim Klintfälts case, der altså vandt en af bare tre uddelte Black Pencils, hedder Pad Paper, og den er skabt på briefen ”End the Stigma. Period” fra McKinsey Design og The Case for Her.
Briefen gik ud på at gøre kvinders menstruation til en ikke-tabu-belagt, naturlig del af hverdagslivet.
Og det danske DMJX-team fandt på at tage udgangspunkt i det faktum, at menstruationsbind mange steder er meget dyre.
De er de, fordi de belægges med moms og afgifter – ganske som var de ”luksusprodukter” på linje med for eksempel vin og smykker.
Idéen var derfor at fremstille og emballere bind i ruller – og dermed dels fjerne luksus-beskatningen og dels gøre menstruationsbind til et ligeså naturligt produkt at købe som … toiletpapir.
Jesper Hansen fortæller om den dag, de tre studerende kom til første vejledning hos ham:
– De stillede en rulle toiletpapir på mit skrivebord og forklarede om the Tampon Tax og definitionen på toiletpapir.
– Der var ikke så meget at sige: Det var en af de der ideer, alle bare kan se, er enkel og god. Og at New Blood-juryen nu vurderer den til en Black Pencil er næsten uvirkeligt, men helt fantastisk. Det er jo Danmarks første nogensinde.
Ideen bag dansk White Pencil
Ud over den flotte Black Pencil til Mark Terkelsbøl, Nicolas Housted og Joachim Klintfält, var der også et dansk vinder-team blandt de blot fire White Pencils, der blev uddelt torsdag aften.
Det var casen SAVE THE BEErS, som Mathias Gudberg Juel og Oliver Strzelbicki havde skabt på ølmærket Adnams’ brief med overskriften ”Make Sustainability Tasty”.
Casen handler om at få bier til at besøge humleplanter – fordi humleplanter indeholder et stof, der kan hjælpe bierne af med den frygtede Varroamide, der truer klodens biavl.
Og da bier elsker duften af øl, så fandt Mathias og Oliver på at opsamle de mange liter øl, som hver dag løber ned i dryp-bakkerne på pubber og lave det om til tre produkter, der så kan sprayes på humleplanter.
Og vupti: Bierne søger øl-duften, finder humleplanterne og befries for miderne.
Fest i London
Jesper Hansen fortæller, at alle de nominerede studerende er i London.
– Jeg ved, de havde en fest i går, og det fortjener de virkelig alle sammen, for de har knoklet gennem de seneste år, siger han og tilføjer:
– Det bliver nok også lidt nemmere at finde den der praktikplads i udlandet, som jeg ved, de tre Black Pencil-vindere gerne vil have. Alting går lidt nemmere med rent karrieremæssigt med sådan en i hånden, har jeg hørt, slutter Jesper Hansen.
Se alle vinderne ved D&AD New Blood 2019 her – og få overblikket over de danske vindere herunder.
Danske priser ved D&AD New Blood 2019
Black Pencil og Yellow Pencil
– Mark Terkelsbøl, Nicolas Housted og Joachim Klintfält KK17-20 for “Pad Paper”
White Pencil og Wood Pencil
– Oliver Strzelbicki og Mathias Gudberg Juel KK17-20 “Save the Bee(r)s“:
Yellow Pencil
– Hans Høite Augustenborg KK16-19 ”Cold Bali”
Graphite Pencil
– Maria Tranberg og Søren Wolff KK17-20 “All Within”
Wood Pencil
– Jacob Grandt og Jakob Lykke KK16-19 “Pee for The Planet“:
– Thea Føge Toft-Clausen og Cecilia Mervig KK16-19 “Durex Filter“