Cannes Lions er verdens største kreativitetsfestival, og i runde tal bliver blot 1 ud af 1000 indsendte arbejder belønnet med en Grand Prix.
Det bliver ikke sværere og mere eftertragtet. Med undtagelse af en løve i Titanium-kategorien. En ære, der i år på festivalen for anden gang nogensinde tilfaldt en dansker i form af Jeppe Vidstrup, kreativ på London-bureauet adam&eve, der ved dette års Cannes Lions var med til at vinde en Titanium Lion med Columbia-casen ”Expedition Impossible”. Læs portrættet af ham her.
”Titanium er hævet over kategorierne. Her er det ideen, der er altafgørende. Ideer, der er så store, at de ændrer det kreative landskab. Så hvis du kun skal se fem casefilm i år, så må det være de fire Lion-vindere samt Grand Prix’en i Titanium” siger Dorte Nielsen fra Creative Circle, som er Danmarks Cannes Lions-repræsentant.
Hun tilføjer:
”Titanium er det helt ekstraordinære. Det er arbejder fra den aller-allerøverste hylde. I Cannes Lions løfter man op – forstået således: Hvem fra shortlisten skal løftes op til bronze? Hvilke bronzevindere skal løftes op til sølv, og så videre. Enhver kan sende ind til Titanium – hvis det vel at mærke er “banebrydende inden for branded communications” – og i praksis kan man sige, at juryen ser på, om Grand Prix-vindende materiale kan løftes op.”
Den eneste anden dansker, der har stået med en Titanium i hånden, er Per Pedersen tilbage i 2014. Da var han som worldwide deputy chief creative officer på krediteringslisten til casen ”Unload your 401K” fra Grey New York.
”Den case, der viser branchen vejen frem”
I en liga for sig selv er Lars Bastholm som tredobbelt Grand Prix-vinder i Cannes. Han var jurypræsident i Cyber Lions, da Dan Wieden – medstifteren af Wieden+Kennedy – i 2003 kom på ideen om dét, der blev til Titanium. Lars Bastholm siger:
”Anledningen var en samling kortfilm fra BMW. De blev kun lanceret online og uddelt som dvd hos forhandlere, og det gav en enorm udfordring: Var det ”rigtige” film, hvis de kun var online, eller havde filmene på den anden side noget at gøre med cyber, som digital hed dengang. Titanium har fra begyndelsen været forbeholdt arbejder, der faldt uden for de gænge rammer – noget, der ikke minder om noget andet.”.
Dan Wieden Titanium Lions
Cannes Lions’ beskrivelse af kategorien:
The Titanium Lions celebrate game-changing creativity. The work should break new ground in branded communications with provocative, boundary-busting, envy-inspiring work that marks a new direction for the industry and moves it forward.
Han tilføjer:
”En Titanium Lion er den case, der viser branchen vejen frem – eller et enkeltstående arbejde, der er helt fantastisk. Det er det arbejde, branchen er særlig stolt af – og set i dét perspektiv kan det måske godt virke lidt indadskuende. Det ændrer ikke ved, at Titanium er et fyrtårn for kreative, bureauer og annoncører.”
Også annoncører?
”Det er bestemt ikke alle Titanium-cases, der ligner reklame. Men arbejdet skal flytte brandet. Hvis det bare er kulturelt og underholdende, så er det ikke egnet til Cannes. Og Titanium er også underholdende, men der er en mening med galskaben. Det sørger juryen for, og det er jurymedlemmer med maksimal tyngde,” siger Lars Bastholm.
Ingen award overgår Titanium
Det eksklusive element Titanium ses allerede ved udvælgelsen af netop jurymedlemmerne. Cannes Lions-organisationen har gjort jobbet let for sig selv, for på bruttolisten ses udelukkende personer, der tidligere har stået i spidsen for en kategori i festivalen. Altså en jury bestående af jurypræsidenter. Som tommelfingerregel har i al fald halvdelen af jurymedlemmerne ”global” med i deres jobtitel.
”En Titanium Lion er den sværeste award at opnå – og dermed den mest eftertragtede. Den bliver ikke overgået af nogen anden award, men jeg vil placere den på linje med en Black Pencil fra D&AD,” siger Lars Bastholm.
Dorte Nielsen er næsten enig. For hun lægger lige lidt ekstra til Cannes-kategorien:
”Jeg har den allerstørste respekt for D&AD, og Black Pencil er noget vildt ypperligt. Alligevel vil jeg mene, at Titanium er helt vanvittig – og et lille nøk foran,” siger Dorte Nielsen og tilføjer.
”Et arbejde kan være godt, det kan endda være vindende, og det kan ligefrem gøre en forskel – og endda ændre tingene på et højere plan, og det formår Titanium-vinderne. Awardshows handler om at hylde og inspirere. Og når barren bliver sat højt, så er det ekstra inspirerende. Her ser vi, hvad kreativitet også kan.”
Netop evnen til at ændre tingene har også en negativ effekt, understreger Lars Bastholm:
”Der går let politik i det. Det kan ikke undgås, når en Titanium Grand Prix er behæftet med en ekstrem forretningsmæssig betydning – og flere tilfælde også national-politisk glæde og stolthed.”
I øjenhøjde med ophøjede vindere
En Titanium Lion er ophøjet og alligevel i øjenhøjde. Hvordan det? Fordi Cannes Lions for snart ti år siden indførte, at de shortlistede cases præsenteres fysisk foran juryen.
I andre juryer har jurypræsidenten alle dage været famlende, når en journalist på pressemødet siger ”Denne bronzeløve er vores lands første nogensinde. Kan du sætte ord på den?”. I Titanium har jurylederen anderledes styr på alle nominerede, for de har stået lige foran vedkommende.
Således havde Rob Reilly, global chief creative officer, WPP Global, styr på selv detaljer i både ”Chill Boards” fra Nord Cph. og ”Backup Ukraine” fra Virtue, da undertegnede talte med ham ved Cannes Lions i 2022. Da var han jurypræsident for Titanium, og 2022 er den seneste festival, hvor cases fra danske bureauer har været shortlistet i kategorien.
Du kan se Cannes Lions 2026 Titanium-vinderne nedenfor – inklusive den fra Columbia, som Jeppe Vidstrup har været med til at udforme.
Titanium Grand Prix
Titanium Lions