Lånebrokeren Lendme, der vil gøre det nemt for forbrugerne at indhente, modtage og sammenligne tilbud på lån fra flere banker, har siden marts kørt TV-reklamer for at slå navnet fast i danskernes bevidsthed.
– Dengang valgte vi at håndtere det inhouse. Det vil sige, at vi handlede direkte, fortæller Martin Bro Trasmundi, CMO i Lendme.
I løbet af sommeren måtte Lendme dog erkende, at denne del burde outsources, da lånebrokerens viden om TV-mediet ganske enkelt ikke var stor nok.
– Vi var bange for, at vi missede et potentiale. Det er jo trods alt en stor investering at gå på TV, siger Martin Bro Trasmundi.
Orchestra valgt uden pitch
Derfor allierede Lendme sig med mediebureauet Orchestra, der nu står for al lånebrokernes TV-indkøb og måske på sigt også i andre offline-kanaler.
Hvorfor Orchestra?
– Orchestra havde allerede tidligere på året henvendt sig og gjort opmærksom på, at de kunne hjælpe med TV, hvis det blev aktuelt. Så da vi besluttede os for at alliere os med et bureau, var det selvfølgelig oplagt at tage fat i dem.
– Vi har ikke været ude i en pitchrunde, men blot undersøgt mulige bureauer via netværket, hvor jeg også spurgte ind til Orchestra. Der var holdningen ret entydig. Nemlig at de er nogle “gode drenge” (og kvinder), og at vi nok ville være et godt match, forklarer Martin Bro Trasmundi.
En fælles drøm om transparens
Den opfattelse fik han bekræftet på det første møde med Orchestra.
– Kemien var super god fra første møde, hvilket betyder rigtig meget. Dertil fandt vi også ud af, at vi deler et fælles mål, nemlig at skabe transparens i hvert vores marked. Vi gør det på lånemarkedet, mens Orchestra gør det på mediebureaumarkedet, siger Martin Bro Trasmundi.
Hos Orchestra ser kontaktdirektør, og nyudnævnt partner, Thomas Hunicke, fine perspektiver i samarbejdet.
– Lendme er interessant af to primære grunde: De kæmper også for transparens, så vi synes der er et godt værdimatch. Dertil kommer, at de også er på en rejse, hvor de som forholdsvis nye skal bygge noget op. Den dynamik og energi minder meget om vores verden, og det sætter vi stor pris på, slutter Thomas Hunicke.