Siden forskerne C.K. Prahalad og Venkat Ramaswamy i 2000 introducerede begrebet co-creation i en artikel i Harvard Business Review, har det været en af de hotteste og mest diskuterede begreber i brede dele af marketing- og forretningsverdenen.
Nu tyder meget på, at forretningslogikken og tankegangen bag – der groft sagt går ud på at skabe tættere kontakt mellem virksomheder og forbrugere allerede i produktudviklingsfasen – er ved at gå fra at være et buzzword med masser af perspektiv til ”mainstream”.
Dagens forbrugere efterspørger nemlig ikke det ”perfekte”, men i stedet det inkluderende, cool, relevante og menneskelige. Og der er penge i trenden, lød det eksempelvis fra Jonathan Løw, marketingchef i Kaospiloterne, i en klumme på markedsforing.dk i sidste uge.
– Produkterne sælger i hundredtusindvis, og forretningsmodellen har bevist sit værd og er i dag økonomisk bæredygtig. Samtidig sker markedsføringen viralt igennem de tusindvis af mennesker, der putter penge i det pågældende produkt, og denne personlige anbefaling er guld værd for de nye brands, skrev han.
Arla co-creater drikkeyoghurt
Ideen har også vundet udbredelse herhjemme, hvor bl.a. Lego tidligere haft stor succes med at invitere kunderne indenfor, når der skulle udvikles nye produkter. Hos mejerikæmpen Arla har man i mange år ladet sig inspirere af forbrugernes ideer og forslag, når virksomheden har udviklet produkter, men nu går Danmarks største fødevarevirksomhed så at sige ”linen ud”.
Arla har således inviteret 16 studerende fra Nova 100-netværket – et netværk for nogle af Danmarks dygtigste og mest netværksaktive studerende inden for studieområderne økonomi, ingeniør-videnskab, it, business og jura – til at udvikle et nyt forretningskoncept inden for et af virksomhedens store satsningsområder: ”Breaktime”.
Det er mellemmåltider, der skal stille den lille sult i løbet af dagen. Målgruppen for produktet er unge forbrugere (som de studerende selv), der skal have et ”excitement break”, som nogle af de entusiastiske studerende formulerede det i deres forslag til Arla.
Ifølge Arlas innovationsdirektør, Arun Prabhu, er det en meget velovervejet strategi, der ligger bag initiativet, som medfører, at Arla nu drager forbrugerne meget tæt ind i forretningsudviklingen.
– Vi tror på co-creation, og de værdier, det kan tilføre os, siger han.
De 16 studerende har siden januar lagt hovedet i blød for at udvikle forretningskoncepter på området. De har indsamlet materiale og analyseret markedet herhjemme og i England. Det hele kulminerede i en tre-dages workshop, hvor et særligt Investor Board fra Arla så udvalgte det bedste af de studerendes forretningskoncepter.
Vinderkonceptet blev en yoghurt shake, der skal markedsføres under navnet Fusion. Yoghurten består af to ingredienser, eksempelvis yoghurtnaturel i bunden og frugt i toppen. Ideen er så, at forbrugeren selv kan bestemme, hvor meget frugt, der eksempelvis skal blandes ned i yoghurten. Dermed kan forbrugeren selv skabe sit eget produkt.
– Planen er, at vinderproduktet bliver lanceret på markedet i første halvår af 2014, lyder det fra Arlas innovationsdirektør.
Alle de øvrige foreslåede forretningskoncepter vil dog også blive screenet op mod markedet for at teste, om forretningspotentialet er stort nok til, at Arla vil gå efter at kommercialisere ideerne.