Det var med en slidt kliché en bombe, Netcompany sprængte i slutningen af april.

De næste fem år pryder den danske virksomhed tøj og navn på et af verdens største cykelhold, Netcompany Ineos. Holdet, der tidligere som Team Sky vandt Tour de France syv gange med Bradley Wiggins, Chris Froome, Geraint Thomas og Egan Bernal.

Ifølge finansmedier går der forlydender om et sponsorat i den store ende af et trecifret millionbeløb i danske kroner. Tal, man hos Netcompany naturligvis ikke kan kommentere på.

Det kan man til gengæld på ambitionerne i sponsoratet – og de er slet ikke til at tage fejl af, siger marketing- og kommunikationsdirektør, Le Gammeltoft.

”Vi har et massivt mål om at blive den vigtigste spiller inden for IT i Europa. Med det kommer også et kæmpe marketingarbejde,” siger hun.

”Særligt i Storbritannien har vi fået hul på de kommercielle muligheder. Det er klart, at når vi ser på, hvordan vi får vores brand ud at leve og øger vores kendskabsgrad, så det bliver lettere at få opfyldt de kommercielle mål, så er cykling og muligheden med Ineos helt genialt. Vi skal tage markedsandele europæisk. Og den strategi kræver kendskab.”

Hvorfor lige præcis cykling og Ineos frem for eksempelvis fodbold eller andre sportsgrene?

”Vi har selvfølgelig overvejet flere muligheder. Og sagen med fodbold er lidt, at så begynder man allerede der at diskutere, om det skal være Manchester United, eller Arsenal, eller Liverpool, eller Manchester City. Og hvem i ledelsen er fan af hvem. Det bliver meget følsomt. Og det er meget bundet på stadion og lokalmiljøer, du skal rejse til,” siger hun.

Det skal Netcompany bygge til cykelholdet

Udover at få synlighed og arbejde med sponsoratet på klassisk vis, får Netcompany også en stor opgave med som tech-leverandør at gøre cykekholdets arbejde med data bedre.

Le Gammeltoft forklarer, at det både er holdets logistisk og den sportslige performance, man skal være med til at understøtte via Netcompanys platform Pulse.

”Cyklen er et kaos af data. Det er busser og biler og mandskab og trøjer og udstyr. Det kommer bag på mig, hvor vildt det er. Når jeg har talt med Geraint Thomas (sportslig leder af holdet og tidl. Tour de France-vinder, red.), så er det chokerende, hvordan sporten fungerer. Alt er excelark og noter på en telfon. Men det er logisitk for 150 mennesker, der altid er på farten verden over. Det er dæktryk, nutrionpakker, flere løb, rejsedage, massager, måltider. Alt det skal vi hjælpe med at orkestrere,” siger hun.

”Og så er det rytterne. Det er deres søvn, deres træning, raceanalyse, ruten, så alle sportslige beslutninger kan træffes ud fra et oplys grundlag. Det er super spændende. Vores tech-team synes også, det er rimeligt vanvittigt. Men vi skal give teamet de bedste forudsætnigner for at gøre det så godt som muligt, når de er ude at køre.”

”Cykelsporten har noget helt fantastisk der. Den bevæger sig igennem en masse markeder, og den er primært europæisk. Forårsklassikerne bliver kørt i vores markeder. Copenhagen Sprint gør. Giroen. Der er Tour de France. Vi har så mange løb med så mange muligheder for at komme tæt på sporten på tværs af markeder.”

Netop det spiller også ind på, at det bliver et sponsorat, der brænder igennem internt i Netcompany, siger hun.

”Det er en kæmpe stolthed, der breder sig hos alle i Netcompany på tværs af lande og markeder. Det er lige det, cykelsporten kan. Du kan lave et partnerskab, der ikke kun er et logo på en trøje. Den type partnerskab har vi skrællet væk. Vi har noget, der kan aktiveres – og samtidig vise vores evner, fordi vi skaber en dataplatform sammen med Ineos. Det er meget større end et logo og en trøje med nogle farver.”

“Et match made in heaven”

Arbejdet med at lande sponsoratet, fortæller Le Gammeltoft, gik i gang i slutningen af 2025. Og at man allerede har det på plads et år senere, er vildt, siger hun.

”Det er gået hurtigt,” siger hun.

”Der var en efterspørgsel fra cykelholdet selv på at finde en partner, der også kunne levere teknisk for dem. Da jeg hørte det, kunne jeg med det samme se, at det ligner det, vi også laver for flere lufthavne. Det var et nemt match. En sponsor og en it-leverandør, der kan levere på performance. Cykelsporten er en datastrøm og -orkan.”

Fra det første indledende møde var det tydeligt, at der var noget at rykke på, siger hun.

”Den samtale skulle vi bare tage videre. Vi var alle vanvittigt begejstrede efter første møde. Det er et match made in heaven.”

Le Gammeltoft forklarer, at man i de seneste måneder har haft et tæt samarbejde mellem cykelholdet og den kreative afdeling hos Netcompany, der har udviklet de nye trøjedesigns for holdet og har løftet Netcompanys CVI over på Netcompany Ineos. Og planlagt lanceringskampagnen af sponsoratet.

”Jeg er stolt af at sidde med et team hos mig, der har lavet cykeltrøjer og content og har fået vores brand-CVI til at gennemsyre det. Og det er fedt, for vi afleverer ikke bare en logopakke. Vi arbejder vanvittigt tæt med teamet – og vi har siddet med tre møder om dagen med dem helt op til launch,” siger hun og tilføjer, at det har været som ”at have ekstra fuldtidsarbejde” de sidste par måneder.

”Og da jeg i går så det hele til holdpræsentationen ved Giroen, hvor de fortalte, at de har nyt navn og nyt tøj og ny sponsor, fik jeg kuldegysninger. Det var uvirkeligt.”

Sådan ser det nye tøj fra Netcompany Ineos ud. Foto: Simon Læssøe/Netcompany

Nu der skal knokles

Le Gammeltoft lægger heller ikke skjul på, at det først er nu, Netcompany for alvor skal til at knokle for at få effekt ud af sponsoratet, der løber de næste fem år.

”Det er nu og de næste fem år, at det for alvor kommer til at batte,” siger hun.

Hvordan kommer I reelt til at arbejde med at få effekt ud af sponsoratet?

”Noget af det vigtigste bliver hospitality-arbejdet. Det er klart, at vi virkelig kan arbejde med kunderelationer ved at invitere dem med ud, ned at se teambussen og så videre,” siger hun.

”Og så skal vi hele tiden gøre det med en krog i vores historie om den tekniske platform. Vi skal blive ved med at skabe content, der peger ind mod vores produkter. Løfte tech-historien., så vi ikke bare jubler over, at vi fik endnu en etapesejr, men holder det ind med forretningen, så den kobling er frisk i bevidstheden i alle markeder.”

Hvordan kommer dit arbejdsliv til at ændre sig med det her sponsorat?

”Jeg håber, at det ikke bliver lige så massivt tidsmæssigt som de sidste par måneder. Vi har alle haft en ekstra fuldtidsstilling. Men strategisk er det mega vigtigt og giver os adgang til medier og nye kunder lettere,” siger hun.

Og hvad er det store mål med sponsoratet helt præcist – er der sat nogle KPI’er også?

”Det er klart en god ROI, der er vigtig. Det er der klare KPI’er for. Det er at øge salget, så Netcompany bliver en ledende europæisk it-virksomhed. Det er vi ikke bange for at sige,” siger hun og tilføjer:

”Og sportsligt er det at vinde Tour de France.”

Det kan vel godt blive svært de næste fem år, hvis Tadej Pogacar kører …

“Jo, men det handler jo også om, hvad der sker med Pogacar. Målet er, at vi sammen med holdet skal vinde Tour de France. Det ville være fedt.”

Der er er også nogle, der mener, at det er et voldsomt beløb, I bruger på det – hvad tænker I om at investere så massivt i et sportsponsorat?

”Jeg kan ikke kommentere på beløbet. Man kan sige, der er flere overvejelser i at lave store sponsorater og partnerskaber. Er vi klar foreningsmæssigt, er markederne klar til det, kan vi gribe de muligheder, der kommer, og er produkterne og platformen klar? Men jeg er slet ikke i tvivl om, at det er det rigtige tidspunkt nu. Det er et stort ansvar at løfte, men det er vi klar til.”

Samlet set er Le Gammeltoft både stolt af og også en smule lettet over, at samarbejdet er blevet lanceret offentligt.

”Jeg er stolt. Det er en streg i sandet. Vi har længe ikke kunnet tale om det, og det er fedt at kunne nu. Alle er vildt stolte,” siger Le Gammeltoft.

”Jeg skal højst sandsynligt ned til afslutningen på Giroen. Og vores team i København skal også med til Copenhagen Sprint og se bussen og følgebilen og kittet i virkeligheden. Tænk, at den bus lige om lidt kommer væltende op igennem Danmark og kører rundt i Europa de næste fem år. Det er der en fed energi i for alle.”