Dea Donkin er navnet på LEAD Agencys nye direktør for Public Affairs. Hun kommer fra en stilling som politisk chef hos Dansk Erhverv og skal nu stå i spidsen for LEADs fremtidige forretningsudvikling inden for Public Affairs.
”Jeg glæder mig meget til at løfte Public Affairs som forretningsområde i LEAD. Både til at bidrage med politisk rådgivning til de mange spændende projekter, som LEAD allerede driver i dag, men også skabe værdi for nye kunder og partnerskaber på tværs af brancher og sektorer. Jeg ser frem til at bruge mine erfaringer fra samarbejdet mellem erhvervsliv, beslutningstagere og myndigheder til at løfte den politiske og strategiske rådgivning af LEADs mange spændende kunder,” skriver Dea Donkin i en pressemeddelelse.
Før sine næsten tre år hos Dansk Erhverv var Dea Donkin i Advices Public Affairs-afdeling. Derudover har hun også haft flere stillinger hos SF. Heriblandt som politisk rådgiver.
”Vi har gennem de sidste 3-4 år udbygget vores forretning på Public Affairs inden for en række sektorer, bl.a. sundhed, klima og tech. Med Dea får vi nu den helt rette profil til at accelerere den udvikling inden for en række sektorer. Dea har solid erfaring fra både Christiansborg og rådgiverbranchen, et stærkt netværk, bred indsigt i en række sektorer og ikke mindst præcis det drive, vi har brug for,” skriver Peter Albæk, partneransvarlig for Public Affairs i LEAD, i pressemeddelelsen.
Ansættelsen af Dea Donkin er ifølge LEAD bare et skridt i deres forventede udbyggelse af Public Affairs-området.