En række multinationale virksomheder har i flere år ikke betalt en krone i skat, på trods af, at de sælger varer for store summer til stat og kommuner. Selskaberne, der tæller navne som Fujitsu, Q8, Kinnarps og IBM, skaber nemlig stort set intet overskud i deres danske datterselskaber, selv om de årligt omsætter for hundrede millioner af kroner blandt andet takket være indbringende kontrakter med det offentlige. Ifølge kritikere tyder det på, at selskaberne kanaliserer overskud til skattely.
– Det er dybt mystisk, at selskaber, der gør store forretninger med det offentlige og fremhæver det offentlige som storkunde, slet ikke bidrager til fællesskabet. Man får mistanke om, at de ligefrem gør sig umage for at undgå det, siger Enhedslistens Frank Aaen.
Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) blæser nu til kamp:
– Jeg undrer mig ligesom alle andre over, at nogle virksomheder kan køre i mange år uden at give overskud. Det ville en lille tømrer jo ikke overleve, siger ministeren til Politiken og fortæller, at han inden sommer fremlægger en plan for, hvordan Skat skal gå efter store selskaber.
Bent Greve, professor i samfundsvidenskab ved RUC, er ikke i tvivl om, at mange selskaber bruger fremgangsmåden til skattespekulation.
– Det er jo ulogisk, når et selskab i årevis ikke tjener penge. Hvis en virksomhed ikke i gennemsnit har et afkast på mindst 5-7 procent af omsætningen, bør den ophøre med at eksistere.
Politiken side 1 + 5.