Lidl har valgt nyt bureau i Danmark. Og valget for detailkæden er faldet på Zupa, der har hovedkontor i Aarhus. Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse.

Zupa skal både hjælpe Lidl med den langsigtede strategiske kommunikation og kortsigtet taktisk kommunikation, lyder det.

Om valget af Zupa lyder det fra Lidl:

”Det var kombinationen af høj faglighed, fleksibilitet og god kemi, der fik pilen til at pege på Zupa. Ikke kun på grund af deres strategiske indsigt i detailbranchen og kreative niveau, men også fordi de har et setup til at reagere lynhurtigt, når behovet opstår, hvilket er altafgørende i vores branche,” siger Maria Lovecchio, indkøbsdirektør i Lidl i pressemeddelelsen.

Hos Zupa er man stolte over valget og fortæller i pressemeddelelsen, at man faktisk har været i gang for Lidl siden den 1. maj.

”Lidl er et internationalt brand med masser på hjerte og muskler til at lykkes. Det er en dynamisk spiller, som kører i et højt kreativt gear sammenlignet med mange andre i branchen. At få lov til at forvalte et sådant brand er både spændende og ærefrygtindgydende. Heldigvis har vi stor erfaring med at skabe resultater for store detailkunder gennem kreativ kommunikation, og vi glæder os til at gøre det samme for Lidl,” udtaler Peter Larsen, commercial director hos Zupa, i pressemeddelelsen.

Lidl valgte i slutningen af 2023 også nyt mediebureau i Danmark. Her faldt valget på Dentsu X, der ligesom Lidl og Zupa har base i Aarhus.