Like Hunting er som udgangspunkt negativt ladet, i hvert fald når man taler om brands’ og virksomheders ageren på verdens største sociale netværk, Facebook.

Nu er Læger uden Grænser i luften med en ny kampagne, der forsøger at rykke lidt ved den vante opfattelse. Organisationen har nemlig besluttet sig for at få så mange likes på Facebook som muligt. ”Jo flere likes vi får, jo flere liv redder vi”, lyder det.

Til det formål kan man via et donationsmodul oprette en post på Facebook og dele denne med sine venner.  Inden da har man opgivet sine kreditkortoplysninger, og for hvert like denne post får indenfor 48 timer, donerer ophavsmanden til Facebook-posten 1 krone til Læger uden Grænser.

Maksimumbeløbet er antallet af ens venner på Facebook, men vil man hellere donere lidt mindre, kan man selv sætte beløbet. Det er altså op til vennerne at hjælpe med at samle penge ind ved at like posten, og på den måde være med til at støtte, selvom de reelt ikke gør andet end at like.

Gode intentioner redder ikke liv

– Diskussionen om, hvad man som organisation egentlig kan bruge likes til, har kørt længe. For hvad nytter mange likes, hvis der ikke kommer noget mere ud af det, end et enkelt klik? Vi vil gerne udfordre den klassiske forståelse af, hvad folk ’synes godt om’, og prøve at give ’likes’ en reel værdi. Både i form af kroner, men lige så meget i form af, at dit like rent faktisk har en positiv værdi, siger Anne Larsen, der er fundraisingdirektør for Læger uden Grænser.

Kampagnen er del af Læger uden Grænsers ”Gode intentioner redder ikke liv” kampagne, der skal flytte folk fra at have gode intentioner til aktiv handling, som blev indledt i efteråret 2012.

Det kreative koncept bag er udviklet af Kommunikationsbureauet København, mens den nye kampagne er sat i søen af bureauet Konstellation.

– Kampagnen er et eksempel på “den gode form” for like hunting, som er helt i orden, når det drejer sig om velgørende organisationer. Det er straks noget helt andet, hvis det var en kampagne, hvor der var kommercielle interesserer involveret, siger CEO og partner i Konstellation, Nicolai Elmqvist.