Din Mægler – et lille, nordjysk ejendomsmægler-brand – har kastet sig ud i en reklamekampagne, der adskiller sig en del fra den kommunikation, man normalt ser fra branchen.

Kampagnen, som er skabt i samarbejde med bureauet Gotcha, dyrker ”magien i makkerparret” under konceptet #boligpolet. 

Og målet er netop at udkomme med noget helt anderledes end den klassiske mægler-kommunikation, skriver parterne i en pressemeddelelse.

Ideen bag den nye kampagne er at få forbrugerne til at ”købe ind i de mennesker, der er inde bag det pæne og strømlignede mægler-look, som vi oftest stereotypt forbinder med ejendomsmæglerne”. 

En rød veloursofa …

Bag Din Mægler står Rasmus Lund Christensen og Lasse Frederik Pedersen, der begge kommer fra klassiske mæglerkæder og startede tilbage i 2015. 

Og der erklærer selv, at de har ambitionen om at gøre tingene både bedre og anderledes. 

– Vi har altid været alternativet, og det skiller os ud fra mængden. Det dyrker vi nu big time i vores nye kampagneunivers, siger de to i pressemeddelelsen, hvor det understreges, at man gerne vil ”vise, at ejendomsmæglerkommunikation kan være personlig, autentisk og helt anderledes i sit udtryk”.

I den første film ser man de to sidde og pingponge om, hvorvidt en rød veloursofa gør en forskel, når man sælger bolig: Skal den ud? Og kan man overhovedet forestille sig, hvordan boligen vil se ud med ens egne ting?

" Vi kender makkerparret fra populærkulturen fra westernfilm med Butch Cassidy og The Sundance Kid til Frank og Casper i Klovn. De er instant cool og likeable.
Morten Staghøj, Brand Strategist, Gotcha

Men hvorfor skulle denne type mægler-reklame nu være bedre end andre? 

Det har Morten Staghøj, Brand Strategist fra Gotcha, et bud på.

”Lette at falde for”

Han peger først og fremmest på, at det handler om troværdighed. 

Her ligger ejendomsmæglere, ifølge Radius CPH årlige Troværdighedsanalyse ikke højt. I 2020-analysen faktisk kun en my foran journalister, bilforhandlere og politikere …

Og det er her ”makkerparret” kommer ind:

– Vi kender makkerparret fra populærkulturen fra westernfilm med Butch Cassidy og The Sundance Kid til Frank og Casper i Klovn. De er instant cool og likeable. De er gode hver for sig, men når de er sammen, er de en unik og genial oplevelse, siger Morten Staghøj om det kreative greb og tilføjer:

– De er forskellige typer, men de komplementerer hinanden perfekt og spiller hinanden gode. De har kemi. De er lette at falde for.

Forskellig fra to klassiske mægler-greb

Han sætter det op mod den stil i klassiske mægler-reklamer, som han beskriver som enten ”de store følelser og tårer-i-øjnene-fortællinger”.

Eller ”fortællingerne om den sympatiske købmand (mægleren), der altid kan hive en god handel hjem, fordi han eller hun kan sit kram og er udstyret med nogle snusfornuftige og pseudo-jyske værdier.”

– Vi ser kampagnen som en føljeton af underholdende, ærlige og intime små film, der både giver relevant og vedkommende indhold og etablerer en relation til kunderne – eksisterende såvel som potentielle. Vi bliver lukket ind på mæglernes personlige hjemmebane, siger Morten Staghøj.

Parterne ønsker ikke at oplyse det konkrete budget for kampagnen, men Morte Staghøj peger på, at “kampagnen ikke har de samme markedsføringsmuskler på budgetsiden, som de store”:

– Det har været et benspænd, som i virkeligheden har bidraget positivt til koncept og kreativitet, siger han.

Kampagneuniverset bliver rullet ud på de sociale medier løbende, og du kan se den første film her.