KLUMME: Statsminister Lars Løkke Rasmussen kom i går på rigtig manges læber, da han holdt det første større ”pressemøde” via Facebook Live.

Siden udsendelsen kl. 20 i går aftes har cirka 140.000 mennesker tunet ind, ligesom rigtig mange har benyttet lejligheden til også at kommentere på de ting, som Løkke havde i sin 2025-plan.

Fra pressemeddelelsen om at Løkke ville gå live via Facebook og til live-streamen gik i gang, kunne man på diverse medier og journalisters twitter-accounts spore en vis form for negativitet omkring konceptet. 

For i sagens reneste forstand, betyder dette format, at de danske medier ikke længere kan forme politikernes historie og agere i deres sædvanlige rolle som gatekeeper mellem politikerne og den almene dansker.

Andre var dog mere begejstrede:

I de senere år har politikerne i markant stigende grad benyttet sig af de sociale medier via tekst. Fra Johanne Schmidt-Nielsen sad i valgkampen 2007 og godkendte friend requests på sin private Facebook til langt ud på natten, til Margrethe Vestagers ‘Sort Røg, Hvid Tårn’, til Joachim B. Olsens ‘Jeg brækker mig’ har politikernes brug af social media som talerør udviklet sig de seneste mange år – nogen heldigere end andre. 

At Lars Løkke Rasmussen tager skridtet videre og går live på video er en interessant udvikling. Live-video formatet signalerer en åbenhed, en troværdighed og en dialogvillighed. I hvert fald hvis man indgår i dialogen med de Facebook brugere, der interagerer med videoen.

Det gjorde Lars Løkke ikke.

Til gengæld fik han lov til at holde et pressemøde direkte til befolkningen, uden indblanding fra journalister, og måske samtidig, ved at gøre det live, har han opnået en vis troværdighed og sendt et signal om åbenhed. Eller pseudo-åbenhed, som Poul Madsen fra Ekstra Bladet kaldte det: 

                             Hvis Løkkes liveudsendelse var en monolog, hvorfor så ikke bare bruge færdigredigeret video?                             

To årsager: dels opnår Løkke en autenticitet i sin streaming til nationen. Det er ikke optagelse nummer sytten, og der er ikke lavet en lækker post-produktion for at få alt til at se ekstra godt ud. Det er live, og det gør det mere ægte, ligesom det tilfører en god portion troværdighed. Fx når man bemærker at billedet er cuttet lidt af i øverste højre hjørne, eller lyden ved en fejl blev tændt to minutter før start.

Og dels opnår statsministeren en langt større forventningsopbygning og hype ved at bruge live-formatet. Ved at bruge Facebook Live gør Løkke sin tale til en begivenhed, noget vi skal samles om, noget som sker nu og her.

Facebook Live og live-streaming i det hele taget, er et spændende format, der kan bruges i rigtig mange sammenhænge. Fra Chewbacca-damen over Buzzfeeds live vandmelon-eksperiment til live Q&A-sessions til live Let’s-Play-videoer spænder mulighederne bredt.

Men Statsministeriets brug af Facebook Live kan bedst kategoriseres som en analog til det traditionelle TV-medies store begivenheder. Sport, awardshows, X-factor – alt sammen ting vi vælger at se, mens det sker, på samme tid, for at være med i fællesskabet.

Og samtidig ligger videoen stadig på Facebook efterfølgende og vil lige så stille og roligt blive set af flere og flere. Der er stadig usikkerhed forbundet med de hårde data fra Facebook (hvad betyder fx “set af 100.000”?)

og tallene kan ikke bare sammenlignes med seertal, som vi kender dem fra TV.

Vi skal altså vænne os til at skelne mellem impressions, views, completed views eller måske gøre tingene op i “total time spent watching”.

Politisk kommunikation på nettet er gået fra primært tekst til billeder og grafikker og bevæger sig nu i stigende grad over til video.

Live-video er næste naturlige udvikling og giver en masse nye muligheder for den politiske kommunikation.

Men det stiller også større krav til afsenderne og deres rådgivere for at mestre flere forskellige udtryksformer. Og ikke mindst til journalisterne for fortsat at være dagsordensættende – og for borgerne til overhovedet at følge med.