Vinderlisten ved det amerikanske awardshow MarCom Awards er blevet offentliggjort, og der er gode nyheder set med danske briller.

Således blev Mærsks corporate branding-kampagne ”The Heart of Trade” og Dynaudios corporate film ”The way the artist intended” begge belønnet med en Platinum Award – den højest mulige udmærkelse, mens Grundfos-filmen ”A Pump” vandt en Gold Award.

Hverken Mærsk-kampagnen eller Grundfos-filmen er ubeskrevne blade for de, der har fulgt dette års award-sæson: Mærsk blev tidligere på året tildelt hele syv priser ved det prestigefulde Cannes Corporate Media & TV Awards, herunder Grand Prix.

Og Grundfos blev til samme show belønnet med en sølvpris. Herudover har den danske pumpeproducent også hentet priser hjem fra Communicator Awards, Summit Creative Awards og Hermes Creative Awards.

Derimod er Dynaudio ny i dette selskab, og her er den fornemme Platinum Award en stor ære, siger Mads Aagard Jensen, Senior VP Marketing & Communication hos Dynaudio Group:

– Vi har høstet hæder for vores højttalere gennem flere årtier, og det er fortsat her, vi primært måler vores succes. Men vores fortsatte succes afhænger ikke blot af nye og enestående produkter – vores brand og vores kernefortællinger er i lige så høj grad en del af fundamentet. Derfor er jeg kort sagt pavestolt over international platin til vores corporate fortælling.

Også GorillaMedia og Citizen Dane vandt priser ved årets MarCom Awards – og du kan se alle vinderne her og her.

Dynaudio-filmen, som du kan se herunder, er produceret af M2Film og udviklet i samarbejde med T for Troels og Dynaudio. Pilgaard fra M2Film har instrueret.