Lars Larsen flytter produktionen af en række Jysk-varer fra Kina til Europa. Flemming Paasch fra Easyfood trækker produktionen af fødevarer hjem til Kolding efter en årrække i Polen. Strømmen af arbejdspladser går ikke længere entydigt ud af Danmark, men er også begyndt at sive den anden vej.
Der er stadig fordele ved at have produktionen placeret i f.eks. Kina for danske virksomheder. Men svigtende kvalitet, stigende lønninger og ønsket om én samlet produktion hos virksomheder får nu flere til at overveje at gøre en ende på outsourcing-eventyret.
– Det står klart, at man taler meget mere om at flytte produktionen tilbage fra Kina i dag end for bare få år siden. Og det står helt klart, at man er mere tilbageholdende med at flytte yderligere produktion ud nu, end man tidligere har været. Min forventning er, at man inden for de næste to-tre år vil se en række tilfælde af virksomheder, der henter deres produktion tilbage til Europa, fortæller Kim Sundtoft Hald, lektor på Institut for Erhvervsøkonomi på CBS.
Han mener, at virksomhederne har erfaret, at det kinesiske eventyr ikke har været så rosenrødt, som man havde regnet med.
Den overvejelse har Schneider Electric Danmark blandt andet gjort sig. De har ikke flyttet produktionen til Kina, da mange ting taler for at have den i Danmark.
– Vi kunne godt have lavet produkterne i Asien, men ved at fastholde vores ekspertise og fokus i Danmark, så sidder vi tæt på produktudviklingen. Det, vi laver i Ringsted, afsætter vi faktisk også i Kina, det kan sagtens lade sig gøre med dansk produktion, siger Ole Sander, administrerende direktør i Schneider Electric Danmark.