Danske rederier med A.P. Møller-Mærsk i front er rasende over et sæt nye regler om sikkerhedskontrol af varer, der transporteres ind i EU, skriver dagbladet Børsen. Reglerne træder i kraft 1. januar 2011 og er en europæisk udgave af USA’s såkaldte 24-timers regel, som blev indført i kølvandet på terrorangrebene den 11. september 2001.
Formålet med det nye importkontrolsystem er at forhindre indførsel af varer, der udgør en trussel mod EU’s sikkerhed, eksempelvis en container fyldt med sprængstof. Derfor skal alt containergods på vej til europæiske havne fremover deklareres mindst 24 timer, inden skibet lastes i afsenderhavnen, hvorefter myndighederne vil foretage en risikovurdering af lasten.
Men ifølge A.P. Møller-Mærsk og Danmarks Rederiforening er myndighederne i de 27 EU-lande generelt dårligt forberedt, og derfor har virksomhederne slet ikke haft tid nok til at teste de nye systemer. Desuden er det meget dyrt og besværligt for rederierne at indføre systemerne, hvor alle varer, der sendes ind i EU med skib, fly eller lastbiler, skal indberettes elektronisk.
Borsen.dk