Der findes tilsyneladende kun én vej for dialog- og webbureauet Magnetix, når det gælder årsregnskaber – og det er op.

For femte år i træk har bureauet således afleveret et årsregnskab, hvor rekorderne nærmest står i kø.

Nettoomsætningen steg fra 100 til 131 mio. kroner, bruttoresultatet fra 73 til 97 mio. kroner, driftsresultatet fra 24 til 31 mio. kroner og årets resultat fra 17 til 24 mio. kroner i forhold til 2013. Som i øvrigt også var det hidtil bedste år. Dengang.

Bureauets officielle mission er at ”sætte nye standarder for kunderelationer baseret på indsigt og intelligent brug af teknologi”, som det hedder i ledelsesberetningen, og der bygges på tre forretningsområder: Digital marketing og kampagner, dialog og e-mail marketing – samt webløsninger og e-handel.

Men hvad er det I kan hos Magnetix? Hvor finder man forklaringen på den imponerende vækst? 

Direktør Martin Bochineck er ikke i tvivl:

– Magnetix’ strategi handler om ”Omnichannel Delivered”. Hvordan kan du som virksomhed orkestrere en dialog med dine kunder på tværs af kanaler? Fra web, e-mail og sociale kanaler til butik, call center og mobil? Det handler om at integrere sine ydelser og services på tværs af kanaler. Data står i centrum, og hvis man lykkes, så kan det give konkurrencemæssige fordele langt ud over almindelig marketing, siger han.

Hvad nu hvis…?

”Omnichannel Delivered” lyder jo fint. Men hvad mener du egentlig med det?

– Jamen, lad mig prøve at forklare på en lidt anden måde. Det handler – for eksempel – om at bygge et website til at tage imod mennesker med én velkomst, når de har fundet virksomheden på Google, og en helt anden, når de kommer via Facebook. Det handler om at kunne følge de anonyme klik på tværs af søgemaskiner, websites og sociale medier. For hvad nu, hvis det anonyme klik på børnetøj i vores webshop blev til Mia på 32 fra København, der liker Hot yoga, Zirkus Summarum og FCK?

Og hvis man kunne koble det hele sammen med andre kanaler?

– Ja, hvis man fx også kunne koble det sammen med hendes e-mail – og hendes kundeprofil, så ville vi også vide, at Mia på 32 fra København typisk shopper online på onsdage i frokostpausen fra en pc, men altid læser mails på sin iphone. På den måde kunne vi fx også sikre, at vores nyhedsbrev ikke længere bare var proppet med salgstilbud, men også artikler med gode råd til at håndtere ”når enebarnet bliver storebror”, eller at fødselsdagsgaven til den store skal være en FCK-trøje, ikke en af de blå-gule.

Og hvis du skulle sammenfatte?

– Jamen, hvis vi ikke bare kan følge anonyme klik på tværs af alle kanaler, men gøre anonyme klik til kendte, så kan vi gøre kendte klik til shoppere, og shoppere til loyale kunder. Det starter måske bare med et klik. Men vi kan selv bestemme om det skal ende med en blivende relation, lyder det fra Martin Bochineck.

Priser og nye kunder

At bureauet i imponerende grad lykkes med sin mission taler ikke kun den betydelige vækst om. Også på award-fronten er Magnetix gennem det seneste år flere gange blevet belønnet.

Bl.a. for arbejde for kunder som Tivoli, Brdr. Dahl og DanBolig. Priser, som man naturligvis er glade for hos bureauet, men også et udtryk for, at omnichannel i dén grad er på dagsordenen blandt virksomhederne.

– Vi oplever at mange danske virksomheder er enormt optaget af at realisere deres potentiale inden for dette felt. Og her står Magnetix meget stærkt, siger Martin Bochineck, som i årets løb – sammen med sine kolleger – også har kunnet glæde sig over at byde velkommen til nye kunder, herunder Audi, YouSee, Oticon og Novozymes.

Og over en kåring som det digitale bureau i Danmark, der har det stærkeste image (MyResearch 2015)

Nøgletal for Magnetix 2014 (2013)

·         Nettoomsætning: 131,1 mio. kr. (100,9)

·         Driftsresultat: 31,4 mio. kr. (22,1)

·         Resultat før skat: 32,0 mio. kr. (23.9)

·         Årets resultat:  24,0 mio. kr. (17,8)