Digital marketing-bureauet Obsidian Digital har fået fyresedlen af det offentlige rådgivningskontor Erhvervshus Hovedstaden. Det skriver Politiken.

Mediet har fået indsigt i en mail fra Erhvervshuset Hovedstaden til en række kursister, hvor de skriver, at de stopper samarbejdet med Obsidian Digital grundet deres arbejdsmetoder:

“Vi er blevet bekendt med nogle metoder i deres arbejde, som vi har været nødt til at tage aktivt stilling til, og har besluttet at vi ikke kan stå inde for,” lyder det i mailen.

Taber over hundred tusinde

Ifølge Politikens oplysninger havde samarbejdet en kontraktværdi på op mod 150.000 kroner. Obsidian Digitals arbejdsopgaver var som facilitator af en række workshops til et projektforløb for små og mellemstore virksomheder ved navn ’Skalering gennem digitalisering og internationalisering’. 

Men det hele stoppede, før det overhovedet var kommet i gang. Under et internt seminar inden projektstart fortalte digital marketing bureauets konsulenter om firmaets digitale værktøjer. Og de var ifølge Erhvervshuset Hovedstaden uetiske.

Hos Obsidian Digital føler man sig misforstået og skriver i en mail til Politiken, at man overholder loven.

“Vi benytter helt almindelige metoder inden for digital markedsføring. Det indebærer også brug af linkbuilding og skyggeblogs, som vi anvender fuldt ud inden for markedsføringslovens rammer,” skriver Sasa Kovacevic til mediet.