Bargiganten Rekom, der er Nordeuropas største og står bag barer som Café Guldhornene, Zwei Grosse Bier Bar og Crazy Daisy, laver skjult reklame i stor stil. Sådan lyder kritikken fra flere eksperter til Politiken.

Både på lukkede Facebook-grupper, med videoer og med anmeldelser på sitet Trustpilot vildleder Rekom potentielle kunder og undlader at fortælle, at der bliver lavet reklame for Rekom.

Blandt andet står Rekom på sociale medier i landets store byer bag den lukkede gruppe “Civitas”, der er netværksgrupper med over 30.000 medlemmer. Her deler ansatte fra Rekom tilbud, reklamer og skriver direkte til medlemmer med reklame.

Men det fremgår ifølge Politiken ingen steder, at Rekom står bag grupperne, eller at opslagene kommer fra Rekoms ansatte.

“Det ligner åbenlys skjult reklame og dermed en direkte overtrædelse af markedsføringsloven. Skjulte reklamer virker, det ved vi, for det er lettere at få forbrugere til at købe noget, hvis det ikke fremgår, at det er en reklame. Men det er ikke lovligt,” siger seniorjurist Maria Liljeqvist fra Forbrugerrådet Tænk til Politiken.

Hun bliver bakket op i sin vurdering af Jan Trzaskowski, professor med ekspertise i markedsføringsret ved CBS.

Rekom beklager over for Politiken.

“Det er klart, at den kritik, som er blevet rejst, er noget, vi tager meget alvorligt, og vi er gået i gang med at styrke vores compliance og kontrolfunktioner. Vi har begået en række fejl. Dem beklager vi, og så skal vi lære af dem. Vi skal selvfølgelig også her leve op til vores egne og omverdenens forventninger til os som virksomhed,” siger Lars Mejlgaard, der er kommerciel direktør i Rekom.

Forbrugerombudsmanden oplyser til Politiken, at denne vil se på markedsføringssagerne om Rekom.