”Jeg er mere optimistisk end for 12 måneder siden.”
Sådan sagde Marketsquares CEO, Jens Thrane-Møller, da Markedsføring i marts 2025 spurgte ham, hvordan året 2025 ville komme til at se ud for bureauet rent økonomisk.
Og optimistisk var der tilsyneladende god grund til at være, for bureauet er netop udkommet med sit 2025-regnskab, og det viser markant fremgang på både top og bund.
Bruttofortjenesten lander på 40,6 millioner kroner mod 39,7 millioner kroner året før, resultatet før skat stiger fra 6,5 millioner kroner til 9,2 millioner kroner – og årets resultat vokser med godt to millioner kroner til 7,1 millioner kroner.
Og det er også en tilfreds Jens Thrane-Møller, Markedsføring taler med, efter at regnskabet er udkommet.
Nøgletal Marketsquare 2025
Økonomiske tal i millioner kroner – 2024 i parentes
- Bruttofortjeneste: 40,6 (39,7)
- Driftsresultat: 9,1 (6,5)
- Resultat før skat: 9,2 (6,5)
- Årets resultat: 7,1 (5,0)
- Egenkapital: 8,7 (6,6)
- Gns. antal ansatte: 46 (49)
Kilde: Marketsquares 2025-regnskab
”Det har været et solidt og godt år for os. Både i branchen og i verden har der været megen turbulens, men det er jo en del af det at drive forretning generelt og selvfølgelig også at drive reklamebureau,” siger han og tilføjer:
”Men summa summarum, synes jeg, vi er endt meget tilfredsstillende og på det niveau, vi stræber efter at være på i forhold til den størrelse bureau, vi nu engang er.”
Personligt lægger Jens Thrane-Møller heller ikke skjul på, at han er en tilfreds direktør.
”Meget. I 2024 kom vi jo lidt lavere ud, stadig pænt, men ikke helt på det niveau vi bør være på. Så inde i mit hoved er vi tilbage igen i den form, vi skal være i. Og jeg synes, vi er lykkedes med at løse kundernes udfordringer så godt, vi kan, samtidig med at vi også har udviklet os som bureau.”
”En vigtig beslutning”
Som det første nordiske bureau blev Marketsquare i efteråret 2025 solgt til det europæiske bureau-netværk Only Creative Entrepreneurs, og bureauets ejerkreds blev samtidig medejere af Only.
”Vi blev meget hurtigt begejstrede for Onlys filosofi om noget så sjældent som et europæisk bureau-netværk, hvor hele grundtanken er, at hver enhed bevarer sin identitet og sin autonomi,” sagde Jens Thrane-Møller i den forbindelse til Markedsføring.
Og i dag er det også beslutningen om at blive en del af netværket, Jens Thrane-Møller nævner først, da Markedsføring spørger ham, hvad der har været det fedeste, han husker fra 2025.
”Vi har lavet rigtig mange fine løsninger til vores kunder – så det er et svært spørgsmål – men det må være, at vi tog en vigtig beslutning om at blive en del af Only Creative Entrepreneurs,” siger han og tilføjer:
”Vi har udvidet familien, og det har vi allerede glæde af i form af en masse dygtige og inspirerende mennesker omkring os, som vi både selv kan hjælpe og også få hjælp fra. Det var og er en stor og glædelig begivenhed for os.”
" Der er en meget, meget positiv iværksætterkultur, som smitter, og det er virkelig dejligt.Jens Thrane-Møller, CEO, Marketsquare, om at være en del af det europæiske netværk Only Creative Entrepreneurs
Og hvad har så været årets største udfordring?
”Jeg synes, der har været udfordringer på flere niveauer. Det har været svært at håndtere et pænt uforudsigeligt marked, og her tænker jeg både den store verdenssituation, og hvordan vi tror, at økonomien udvikler sig i Danmark,” siger Jens Thrane-Møller og tilføjer:
”Og så synes jeg, det har været udfordrende at sikre, at vi stiller bureauet stærkest muligt med de kompetencer, som vores kunder efterspørger.”
”Det giver energi, og det er sjovt”
At blive en del af det europæiske netværk Only Creative Entrepreneurs, har udviklet Marketsquare på den gode måde, siger Jens Thrane- Møller.
Hvordan har I mærket det?
”Only er ikke et stramt topstyret netværk, så alle partnerbureauer har lokale navne, ledelser og kunder, men det giver fantastisk god energi at kunne række ud til mennesker med andre kompetencer, og også få hjælp, støtte og inspiration i forhold til hvordan de andre driver deres respektive bureauer,” siger han og uddyber:
”Der er en meget, meget positiv iværksætterkultur, som smitter, og det er virkelig dejligt. Og så er det bare dygtige mennesker, hvor vi kan hente inspiration og sparring og også selv give tilbage.”
Hvordan fungerer det konkret? Kan I tage en hollandsk kreativ ind på en konkret opgave som I løser for en dansk kunde og omvendt?
”Ja, det kan vi, og vi har faktisk lige hjulpet et af de hollandske bureau med et kreativt team på en opgave. Det var et større projekt, hvor de rakte ud til os, og så kiggede vi på hinanden og besluttede at sige ja til at hjælpe, for det var en spændende opgave,” siger Jens Thrane-Møller og tilføjer:
”Lige i det konkrete tilfælde mødtes vores team med hollænderne online, men man kunne også sagtens sættes sig fysisk sammen med teams fra de andre bureauer og arbejde sammen om en opgave.”
" Vi er meget bevidste om, hvor AI slipper op, og hvor menneskelig kreativitet skal sættes ind.Jens Thrane-Møller, CEO, Marketsquare
For nylig blev det danske kommunikationsbureau Radius Cph også en del af Only-netværket.
”Så dem er vi ved at lære at kende, og se på, om der er steder hvor vi kan hjælpe og berige hinanden. Men det allerbedste ved netværket er entreprenør-ånden, der gennemsyrer alt. Det giver energi, og det er sjovt.”
Er kommet godt i gang med 2026
Jens Thrane-Møller har ligesom de fleste andre bureaudirektører også skullet forholde sig til, at AI i stigende grad gør sit indtog i verden.
Har I set et skift i kompetence-mikset på Marketsquare i den forbindelse?
”Jeg synes, at der for vores vedkommende har været gang i et kompetenceskift – eller måske rettere et kompetenceudviklingsforløb – gennem flere år. Ikke kun det sidste par år. Vi har styrket os på indsigtsarbejdet, på digital eksekvering og på kreativ udvikling,” siger Jens Thrane-Møller og tilføjer:
”Og med AI udvikler vi os også. Vores tilgang er at udnytte AI bedst muligt. Men også at slå AI mest muligt. For vi skal både styrke os på de områder, hvor AI er svag og udnytte AI, når det er et værktøj, der kan gøre os dygtigere og mere effektive.”
Har I hevet flere AI-kompetencer ind inden for de seneste par år?
”Både og, for vi bruger i høj grand AI-værktøjer, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at vi kommer til at bruge det endnu mere. Men vi er meget bevidste om, hvor AI slipper op, og hvor menneskelig kreativitet skal sættes ind. Så vi kommer også til at styrke os yderligere på kreativitet,” siger Jens Thrane-Møller og uddyber:
”Set med vores øjne vil der være øget behov for kompetencer, der læser tidsånden og forstår en kultur, som med menneskelig indsigt kan bruge humor, ironi og følelser – alt det AI har svært ved at levere på. Det er der hvor indsigt og kreativitet har sin store berettigelse.”
Jens Thrane-Møller oplyser, at Marketsquare har fået flere nye, større projekter ind, og også nye kunder i skikkelse af blandt andre A&Til og Home.
Og hvordan forventer du, at 2026 lander?
”Vi møder ind hver morgen for at lave et 2026, der er lige så pænt som 2025. Det er vores ambition, og indtil videre peger det i den retning. Så vi er kommet godt i gang.”