Martin Thorborg, blå bog
- 54 år.
- Administrerende direktør i regnskabsprogram-firmaet Visma Dinero og serieiværksætter.
- Derudover investor i en lang række virksomheder og to hoteller på Bornholm.
- Har udgivet flere bøger, blandt andet “E-Pusher” i 2006 og “Skab din egen succes” i 2023
Det har aldrig været vigtigere og mere relevant at have et stærkt personligt brand end i dag. Jeg har været et brand i snart 30 år, og hvis jeg skulle værdisætte mit personlige brand, vil jeg vurdere det til at være et stort tocifret millionbeløb. I Dinero får vi kvantificeret den gratis omtale, vi får, og der giver mit brand gratis omtale for mellem 5 og 10 millioner kroner årligt. Jeg er også investor i et varmepumpefirma, og der har mit brand solgt varmepumper for omkring 50 millioner kroner. Dit personlige brand er en kæmpe konkurrencefordel.
Jeg vil gerne have, at mit brand står for en blanding af gadedreng og troværdighed. Jeg har med vilje vedligeholdt mit bramfrie sprog fra mine yngre dage, fordi det bryder med den måde, forretningsfolk snakker og agerer på. Det giver en modpol og gør mig let at huske. Det hele er sket lidt tilfældigt. Da jeg startede i IT-branchen, tænkte jeg slet ikke over mit personlige brand. Jeg gik i poloshirts, hvor de fleste i branchen var klædt i jakkesæt, slips og blankpolerede sko. Jeg faldt uden for rammerne, men folk kunne huske mig, og min påklædning og gadedrengsattitude gjorde, at branchen kraftigt undervurderede mig, så når jeg sagde noget middelmådigt, lød det klogt.
Langsomt begyndte jeg at forstå, at jeg kunne spille på det. Når alle gik i en retning, fandt jeg et ståsted i den modsatte ende, for så var det let at blive hørt og let at trænge igennem. Mit personlige brand har også fungeret som et skjold for mig. Jeg passede ikke ind, og derfor var jeg mindre sårbar, når jeg begik fejl.
I dag overlapper mit personlige brand med private Martin Thorborg. I starten var jeg én person privat og en anden i medierne. Når du er ung, ved du ikke, hvem du er, og når du så også er usikker, spiller du forskellige versioner af dig selv. Men det blev for anstrengende og utroværdigt. Fortæl sandheden og vær ærlig med alting, for du ødelægger dit brand totalt, hvis du siger en løgn. Den sammensmeltning skete for 20 år siden og har rod i flere ting. Jeg begyndte at komme meget i medierne, og når du snakker med journalister hver dag, nytter det ikke at konstruere en virkelighed.
Hvis du overdriver eller underdriver, bliver du fanget på et eller andet tidspunkt, og det kan skade dit brand. Volumen af interviews gjorde det umuligt at være flere personer. Samtidig kom jeg i Kraks Blå Bog, og det gik op for mig, at jeg var god nok. Det var okay at være mig, og det fandt jeg ud af at hvile i. Og måske vigtigst af alt gik det op for mig, hvad et stærkt brand er.
Jeg har altid interesseret mig for brand building, når vi snakker om virksomheder. De stærkeste brands er de mest ægte. De fleste mennesker kan godt gennemskue uægte brands, og da det gik op for mig, begyndte jeg at fusionere mine to personer og finde ind til den, jeg er. Udover at være ægte skal et stærkt brand også have personlighed, og det skal skille vandene. Du skaber aldrig et stærkt brand uden at få modstandere. Når du hviler i dig selv, er det okay, at nogen ikke kan lide dig, mens andre kan. Der er folk, der hader mig, og det er okay. Jeg er tro mod mig selv og siger meget bevidst, hvad jeg mener. Jeg er uafhængig og siger og gør, hvad fuck jeg har lyst til.
Serie: Skab din egen fortælling
Det har aldrig været vigtigere at have sin egen personlige fortælling, hvis man vil skille sig ud. Derfor har Markedsføring fået tre markante og stærke personer til at sætte ord på deres personlige brand, hvordan de har opbygget det og hvordan de bruger brandet.
Den første i rækken er iværksætteren Martin Thorborg, der har genopfundet sig selv og raffineret sit brand siden han i midten af 90’erne blev katapulteret ind i det offentlige spotlight med skabelsen af tech-firmaet Jubii.
Som iværksætter har mit personlige brand været sindssygt vigtigt for at tiltrække investeringer og tjene penge. Troværdighed er nøglen. Hvis folk stoler på dig, er du meget langt af vejen til at tjene penge. Når du starter en virksomhed, er det et blankt kanvas. Du har et navn og et logo, men det vækker ingen følelser. Jeg forsøger at hælde mit personlige brand over i virksomheden og bygge dens image op på den måde. Derfor er jeg også meget nærig med, hvem jeg arbejder sammen med, hvilke bestyrelser jeg sidder i, og hvilke virksomheder jeg stifter. For hvis virksomheden gør noget dumt, som at starte et jordskred i en jysk by, så mister man sin troværdighed.
Dine forretninger må ikke blive afhængige af dit brand, for så snart du trækker dig ud, så dør virksomheden. Målet er, at virksomhedens brand kan stå alene, så jeg kan trække mig ud af det igen. Når virksomhedens brand er stort nok, fjerner jeg langsomt mit navn og ansigt fra markedsføringen og lader andre overtage.
Med Dinero er det lykkedes mig at skabe et brand, der er stærkere end mit eget. Det er blevet så stærkt, at det styrker mit brand mere end omvendt. Hvis jeg blev kørt ned i morgen, skulle det nok køre videre. Jeg er ikke i tvivl om, at mit personlige brand også kan skubbe kunder væk. Da jeg udtalte mig bramfrit om top-topskat, fik min kones hoteller en masse enstjernede anmeldelser, og adskillige brugere gav Dinero dårlige anmeldelser. De skrev, at de ikke ville have regnskabsprogrammer af sådan et røvhul. Men det er prisen. Der kommer flere kunder i butikken, end vi mister på mit brand.
Iværksætterens råd til et godt brand
Sæt røven i klaskehøjde
“Det vigtigste, man kan lære fra mit brand, er at man skal være transparent, ikke mele sin egen kage, og så skal du have kant. Et stærkt brand skal have selvmodsigelser, kant, gnist og energi. Du bliver nødt til at skære tingene lidt firkantet. Det duer ikke, hvis du er for vævende og skal tjekke med det juridiske bagland. Svesken skal på disken, røven i klaskehøjde, og du skal levere dig selv.”
Brug din nerve og vær sårbar
“Hvis du kører et blankpoleret ydre, så er du uinteressant. Du skal give noget af dig selv og være sårbar og indrømme, når det går dårligt. Ellers bliver det uægte og uden nerve. Mange erhvervsfolk er overfladiske i deres udtalelser, fordi de er bange for at give noget af sig selv, bringe virksomheden i forlegenhed eller støde kunder væk med noget politisk.”
Jeg bruger mellem tre og seks timer på mit personlige brand hver dag. Jeg deltager i medierne, laver min egen podcast og er aktiv på forskellige platforme. Oveni det bruger jeg meget tid på at holde mig orienteret i de forskellige brancher, jeg har investeringer i. Hvis jeg ikke følger med i, hvad der sker, så er der ikke nogen, der gider ringe. Når jeg snakker med journalister, er jeg meget opmærksom på at gøre det så godt jeg kan i forhold til mediets læsere. Du skal ikke sidde med firmakasketten og forsøge at sige virksomhedens navn fire gange. Man skal tænke over, hvad det er for en historie, journalisten sidder med, og hvilke informationer, jeg ligger ind med, der er mest interessant for læserne. Og så hav fem procent i baghovedet om egen virksomhed.
Når journalisten lægger røret på, skal de sidde tilbage med følelsen af, at det var værdifuld information, der kan fornøje læserne. Derfor ringer de til en igen og igen. Da jeg var yngre, kunne jeg godt være nervøs for, at telefonen en dag stoppede med at ringe. I dag tænker jeg ikke over det, måske det faktisk vil være meget godt for alle parter, hvis det stoppede.
Jeg har genopfundet mit personlige brand fem, seks gange. I starten var det baseret på e-handel, fordi jeg skrev bogen E-pusher, senere blev jeg iværksætterekspert, så netværksekspert, og i dag ringer man til mig om ledelse, fordi jeg har skrevet bøger om det. Når jeg er på det højeste med et tema, begynder jeg at kede mig og interessere mig for noget nyt, og så træder jeg langsomt ind i det nye. Sådan har det været de sidste tredive år.
Men jeg er et svært sted lige nu. Jeg er ved at være træt af ledelse og kører på sidste vers. Jeg har sagt det, jeg synes, der var interessant at sige om ledelse. Problemet er, at jeg ikke kan se den næste bjergtop, jeg har ikke en afløser, og det er første gang i mit liv. Jeg skal finde på noget nyt. Hvis der er mere i mig. Det er jeg ikke helt sikker på.