”Jeg er virkelig glad. For det har jo været lidt af en drøm, lige siden jeg startede hos Matas, at vi kunne få samlet vores kreative kræfter i ét kreativt bureau.”

Sådan lyder det fra Iben Soltau, der med titlen head of Matas Creative Agency bliver leder af Matas’ nystiftede in-house bureau.

Hun fortæller om baggrunden for oprettelsen af Matas’ nye interne bureau:

”Helt overordnet har vi ønsket at samle al vores brancheekspertise i Matas under ét tag og få brugt vores interne kompetencer bedst muligt. Og med Matas Creative Agency kan vi tage os af kampagner, og sikre, at vi når endnu højere niveauer kreativt,” siger hun og tilføjer:

”Og jeg tror klart på, at det, at vi er blevet samlet til et team, og bedre kan udforme nogle fælles mål og prioriteter i forhold til, hvor vi gerne vil hen, kommer til at gøre en forskel.”

Iben Soltau har selv en bureaubaggrund fra blandt andre Belong og Kunde & Co. Hun har været i Matas i knap 5 år – senest som head of Matas media and marketing operations.

Ikke betydet afskedigelser

Tidligere har mediet Markedsføring kunne fortælle, at Matas’ marketingafdeling har omgået en større omstrukturering efter virksomhedens sammenlægning med svenske Kicks Group. Det har betydet, at marketing har etableret sig i fem underafdelinger – hvoraf Matas Creative Agency er en af dem.

Med i ledelsen i Matas in house bureau sidder, udover Iben Soltau, også Rie Sloth Rasmussen, der er Head of Creatives, og Louise Skogmann Brandstrup der er Head of Project Management. Foto: PR

I forbindelse med omrokeringen er der både blevet afskediget og ansat nye kompetencer, men Iben Soltau fortæller, at der i forbindelse med etableringen af det nye interne bureau ikke har været afskedigelser blandt de kreative, der før arbejdede på tværs af organisationen, men nu er samlet under hendes ledelse.

”Jeg er meget stolt over at få lov til at stå i spidsen for en række ekstremt dygtige medarbejdere, der virkelig har en brancheekspertise, som jeg i hvert fald ikke har set andre steder,” siger hun om sit nye ansvar og team.

Som head of Matas Creative Agency bliver Iben Soltau leder for 18 fastansatte, og derudover vil det nye bureau også hente ydelser hos omkring 15 faste freelancere, og man har yderligere et netværk af plus 20 yderligere freelancere, som man også bruger, når behovet er til det.

Kultur skal tiltrække medarbejdere

Mange af Iben Soltaus ansatte, har ligesom hende selv, tidligere arbejdet på bureau. Og selvom Matas Creative Agency kommer til at sidde i hus sammen med resten af marketing, vil hun gerne skabe en stærk bureaukultur.

”Som en del af Matas og marketing er vi jo del af en kultur sammen med vores kolleger, men jeg vil gerne skabe en selvstændig kultur for selve bureauet, hvor vi også kommer til at sidde for os selv, så vidt muligt vi kan.”

Et vigtigt aspekt i forhold til samlingen af Matas’ kreative kræfter i ét bureau og skabelsen af en særskilt kultur er, at Iben Soltau også vil skabe en kultur, der er interessant set udefra, siger hun.

”For når vi rekrutterer nye medarbejdere, og når man kommer ud af skolen og tænker, hvor skal jeg arbejde henne, så vil vi på sigt også gerne være et sted, som man som kreativ eller projektleder tænker, ville være spændende.”

”Hvis man ikke rigtig kan finde ud af, om man vil på et klassisk bureau eller mere på brandsiden, så vil jeg sige, at vi kan tilbyde det bedste fra begge verdener. I Matas kommer du rigtig tæt på vores eget brand, men du har også alle vores kunder indenfor beauty og velvære.”

Vil stadig samarbejde med eksterne bureauer

Iben Soltau fortæller, at hendes medarbejdere samlet har eksekveret over 900 kreative kampagner årligt på tværs af alle Matas’ kanaler – og det forventes de at fortsætte med.

Men I har jo tidligere også gjort brug af eksterne bureauer blandt andre The Unicorn. Kommer I stadig til at samarbejde med eksterne bureauer, nu I har jeres eget bureau?

”Vi kommer stadigvæk til at fået input fra gode samarbejdspartnere. For god kreativitet opstår jo mange steder, og vi er ikke nødvendigvis alvidende, så det kommer vi stadigvæk til at have brug for. Men når vi selv står for omkring 900 kampagner, er alene det nok til, at vi er rigeligt beskæftigede.”

I forhold til hvad, der bliver det primære fokuspunkt i Matas Creative Agencys første levetid, fortæller Iben Soltau:

”Matas er jo en kæmpe mastodont, hvor der lige nu bliver arbejdet rigtig meget på, hvad Matas brandet skal. Så det er vores primære fokus. Men når det er sagt, så skal vi også blive endnu bedre til at eksekvere på de kampagner, som vi allerede laver – og få skabt en kultur der gør os super attraktive både overfor medarbejdere og brands.”

Men hvad med KPI’er ift. performance og priser – har I også ambitioner om, at I skal være prisvindende?

”Det er ikke fordi vi nødvendigvis skal være award winning, men vi vil i hvert fald gerne hæve det kreative niveau. Men vi ville da nok alle sammen lyve, hvis vi ikke indrømmede, at vi ikke godt kunne tænke os på sigt at vinde priser med vores helt eget arbejde i Matas Creative Agency.”