Det er op ad bakke for den bedrageridømte serieiværksætter Klaus Riskær Pedersens seneste satsning Tracktesting,
vurderer kontaktdirektør Michael Stein fra mediabureauet OMD overfor dagbladet Børsen.
Riskærs Tracktesting vil tjene penge på at tilbyde detailbutikker og servicestationer (til en billig penge) at spille musik fra kunstnere uden et pladeselskab. Dette skal krydres med annoncer, så musikerne også kan tjene penge på det.
– Men jeg har svært ved at se fordelene for kunderne i butikkerne. Hvad får de ud af at lytte til rettighedsfri musik frem for kendte hits? Og hele udgiftsdelen – hvem skal betale for startomkostninger? Samtidig skal man have kritisk masse på plads, før annoncørerne selv vil få øjnene op for mulighederne i platformen, siger kontaktdirektøren fra OMD til Børsen.
Derfor afhænger det nye Riskær-koncepts succes i høj grad af, at man får aftaler på plads med eksempelvis Q8, Shell og Statoil. Først da vil annoncørerne (måske) finde tilbuddet attraktivt, vurderer han.
Vurderingen ser dog umiddelbart ikke ud til at afskrække
en af de 14 investorer, der har puttet penge i Riskærs nye erhvervseventyr, Alistair Milne.
– Jeg mener, at musikindustrien står pivåben for, at en spiller som Tracktesting kan komme ind med en forretningsmodel, som kan ændre hele industrien, lyder det bl.a. fra investoren ifølge Børsen.