For nylig kunne Jesper Jørgensen, CEO hos MediaCom Group (MCG), løfte sløret for 11 nye medarbejdere i gruppen, og nu er der nyt igen.

Han har således netop sat navn på den nye Business Director, som skal styrke den aarhusianske del af gruppen. 

Det drejer sig om Martin Holmgaard Jacobsen, der kommer fra en stilling som Digital Direktør hos Aller-koncernens content-bureau, OTW. 

Før det har han bl.a. siddet hos digitale bureauer, kommunikationsbureauer og hos nemlig.com. Han har desuden undervist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole som ekstern lektor.

Martin Holmgaard Jacobsen, Business Director, MediaCom Aarhus. Foto: PR.

Martin Holmgaard Jacobsen kan bl.a. skrive projekter for Arla, Tryg, Maersk, Carlsberg Group og Microsoft samt en række organisationer og forbund på CV’et. 

Fra medie- til digitalbureau

Jesper Jørgensen kalder det ”en fornøjelse at kunne tiltrække så kompetent en digital strateg som Martin”.

Og Mark Dissing Bækgaard, Managing Director, MediaCom Aarhus, siger om den nye Business Director:

– Martin kommer med stor kommerciel forståelse og er vant til at bevæge sig strategisk rundt hos de store nationale og internationale virksomheder.  

Om skiftet siger hovedpersonen selv, at ser ”enormt meget frem til at joine MCG.”

– I en verden, hvor marketinglandskabet konstant ændrer sig, blev jeg meget hurtigt tiltalt af Jesper Jørgensens visioner for rejsen fra mediebureau til digitalt bureau, lyder det fra Martin Holmgaard Jacobsen, der tilføjer:

– Jeg er digitalt tænkende og kommer med erfaring fra bureauer inden for content, kommunikation, performance og data. Og den erfaring glæder jeg mig til at tage med mig til MediaCom.