Nye corona-tiltag får ifølge tre mediebureauprofiler næppe de danske annoncører til at lægge årets reklamebudgetter op til Black Friday og julen på is.

Det skriver Mediawatch efter at have talt med Peter Gottfredsen fra Omnicom Media Group, Ulrik Petersen fra dentsu Danmark og Peter Sevel fra IUM.

Ulrik Petersen fra dentsu vurderer, at annoncørerne ”stadig har de kampagner på budgettet, som allerede var planlagt op til de store handelsdage, der ligger om hjørnet med Black Friday i slutningen af november og juletiden”.

– Vi ser, at annoncørerne stadig har pengene i markedet i forbindelse med Black Friday og julehandlen, hvilket i bund og grund er klogt, fordi der lige er blevet frigivet feriepenge, og der er ikke noget, der indikerer, at salget under Black Friday og julen bliver mindre, siger han til Mediawatch.

Ifølge Mediawatch kommer 2020, på trods af at udsigterne for fjerde kvartal ”ikke er helt grå”, til at stå tilbage som året, hvor “reklamemarkedet oplevede den største krise og tilbageslag siden finanskrisen”.

Det svenske analyseinstitut IRM har i en prognose forudset et fald for året på cirka otte procent på det danske reklamemarked i år.