Investeringerne på det danske reklamemarked falder med otte procent i 2020 og forventes samlet at lande på 12,9 milliarder kroner.

Det fremgår af en pressemeddelelse om en ny prognose fra svenske Instituttet för Reklame- og Mediestatistik (IRM), der siden 2017 har arbejdet på det danske marked med at indsamle og formidle tal om den løbende udvikling og prognoser.

Prognosen er udviklet i samarbejde med ekstern lektor Ole E. Andersen fra CBS.

I prognosen, der omfatter såvel 2020 som 2021, understreger IRM, at tallene er mere usikre end tidligere.

– Medieinvesteringerne er meget volatile ved kriser, når vi ser tilbage på den historiske udvikling i Danmark og i andre lande. Reklamer er forholdsvis enkle at fjerne eller reducere for virksomhederne, siger adm. direktør hos IRM, Madeleine Thor, i meddelelsen.

Madeleine Thor, Adm. direktør, IRM. Foto: PR

Forventer fremgang i 2021

Udviklingen for corona-pandemien og samfundets restriktioner i den forbindelse ”bliver også helt afgørende fremover”, lyder det i meddelelsen.

– Det er den mest dramatiske tid, jeg har oplevet siden jeg startede på IRM for otte år siden. Covid-19 har givet os noget nyt at forholde os til, siger Madeleine Thor i meddelelsen.

Hun fortsætter:

– Og i arbejdet med denne prognose har vi derfor lavet en mere omfattende analyse af, hvordan investeringerne påvirkes af kriser og også en analyse af, hvordan og hvor hurtigt genopretningen vil komme til at ske.

Ifølge IRM’s prognose forventes genopretningen så småt at begynde i 2021, hvor markedet forudsiges at vokse med omkring fem procent.

Det er dog ikke fremgang nok til, at markedet vender tilbage til niveauet før coronakrisen. Derimod er det IRM’s estimat, at det samlede danske reklamemarked i 2021 vil være næsten en halv milliarder kroner mindre end i 2019.