Sjældent har en rapport været ventet med så megen spænding, som Anker Brink Lunds, Preben Sepstrups og Rambøll Managements nyeste om mediestøtten. Den kommer nemlig til at skabe det faglige grundlag for det næste medieforlig, der vedtages i 2010.
En ting er stensikkert: Den fremtidige mediestøtte vil blive ændret. Og den vil blive ændret radikalt. Hvordan ved vi det? Forfatterne skriver således:
”De eksisterende mediestøtteordninger er præget af forskellige og delvis modstridende formål, der primært er rettet mod platformsspecifikke mediegrupper. Derved afspejler mediestøtten på projektniveau en lang række konkrete hensyn, som har været helt legitime på det tidspunkt, de enkelte ordninger er blevet indført, men som kun i begrænset omfang er udviklingsorienterede og fremtidssikrede på programniveau.”
Med andre ord: Tilfældige og ukoordinerede støtteordninger. Og dette kludetæppe har ført til, ”at den offentlige mediestøtte primært har tjent til at konsolidere og cementere den eksisterende mediestruktur. Derved medvirker ordningerne til at fastholde en højere grad af indholdsmangfoldighed og medietilgængelighed i udbuddet, end strukturen ville kunne tilvejebringe på rene markedsmæssige vilkår. På den anden side kan en sådan understøttelse af eksisterende virksomheder reducere incitamenter til innovation og vanskeliggøre etablering af nye virksomheder uden historisk forankring i mediestrukturen.”
Med andre ord: Vi har fået mange flere og kvalitativt bedre medier, end markedsvilkårene ville tillade. Og de eksisterende, læs gamle medier, er blevet forfordelt, mens livet er umuliggjort for nye medier.
Kvalitet som målestok
Dermed er vi fremme ved et fremkig. Mediestøtten bør for eksempel i fremtiden gives på baggrund af en kvalitetsvurdering, og ikke som fast støtte til bestemte medieinstitutioner. De gamle medier skal skæres i deres faste statstilskud. I stedet skal alle medier – uanset platform – kæmpe om støttekroner til konkrete projekter og nytænkning.
Sådan lyder i det mindste det mest radikale af rapportens tre scenarier for den fremtidige mediestøtte. Anker Brink Lund uddyber til Ritzau:
– I det mest langsigtede scenarium lægger vi op til at belønne kvalitet og indhold i medierne, mens institutioner og historiske forhold ikke automatisk kvalificerer til at få helt så meget støtte som i dag, siger altså hovedmanden bag Kulturministeriets mediestøtteudredning.
Det betyder flere ting. Danmarks Radio, der spiser hovedparten af de 5,4 milliarder årligt, nemlig 3,3 mia. kr., vil blive kigget nøje efter i sømmene. Det er nemlig langt fra sikkert, at politikerne vil acceptere, at DR bare fyrer licenspengene af til selv nok så god journalistik, drama og underholdning, når DR på den måde reelt udkonkurrerer kommercielle medier.
Dernæst vil de 1,5 milliard kroner, vi årligt bruger til distributionsstøtte og momsfritagelse formentlig blive omfordelt. Den post giver ikke rigtig mening mere. Godt nok er det en livgivende omgang blodtransfusion til mediehuse, der i forvejen ligger i respirator. Men distribution sker på mange andre måder i dag end via Postmand Per og hans kolleger. Og så er det måske snart på tide at spørge om, hvorfor en bestemt branche skal have tilskud til at bringe varer ud?
Bureaukrati eller fornuft
Medieudredningen tager naturligvis højde for i et af sine scenarier, at medierne skal bevise deres værd for at få del i støttekronerne. I en enkelt ganske morsom del af rapporten foreslår forfatterne, at DR skal ansøge om midler hvert eneste år – eller hvert fjerde år, hvis vi indfører planøkonomi. Det lader sig naturligvis ikke gøre.
Men at medier skal bevise deres værd for at blive støtteberettigede kan i princippet godt lade sig gøre, hvis det er i den retning, politikerne vil drible bolden. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke man derved skaber et kæmpemæssigt bureaukrati, der skal involveres i de årlige eller 4-årlige tildelinger. Og er vi her ved at indføre en form for censur? Skal embedsmænd sidde hvert eneste år og drøfte støtten til enkelte medier ned i detaljen? Man bliver svimmel bare ved tanken.
Rapporten har også nogle anbefalinger til politikerne, hvis de ikke er så modige og vælger at gå på listesko, når de ændrer på støttekriterierne. Rapporten foreslår eksempelvis, at man kan skabe en overgangsordning på seks år frem til en situation, hvor den nuværende støtte gradvist nedtrappes til 85 procent.
Hvis politikerne vælger det, foreslår forfatterne, at man opretter frie puljer, hvor medier kan søge om penge til teknologiudvikling og journalistiske graveprojekter. Puljerne kan også søges af nye internetsites med journalistisk indhold. Og det er de nye medier, der har fremtiden foran sig. De gamle mediers indtægtsgrundlag forsvinder ganske enkelt, viser rapporten.
Helt principielt får man lyst til at spørge forfatterne bag medieudredningen, om ikke rapporten indirekte afliver den publicistiske ånd? Fra at medierne tjener nogle idealistiske formål som mangfoldighed, demokrati, sprog og kultur, er vi på vej mod en mediestøtte, der alene baseres på markedstænkning.
Og det kan være godt nok, men er det mon det, vi vil?
Fakta
Rambøll Management har kulegravet den offentlige støtte til danske medier. Samlet udgør den knap 5,4 mia. kr. årligt, hvoraf de elektroniske medier modtager 72 pct. Af de elektroniske medier er Danmarks Radio begunstiget med 3,3 mia. kr. og TV 2-regionerne med godt 400 mio. kr.
Statsstøtten til de trykte medier udgør i runde tal 1,55 mia. kr. årligt, hvoraf momsfritagelsen udgør 1,1 mia. kr. og distributionsstøtten til printmedierne udgør 392 mio. kr.
Formålet med mediestøtten er i dag identisk med formålet, da mediestøtten blev tænkt, at ”styrke den demokratiske debat i samfundet” og en mere elastisk begrundelse: ”Af traditionelle kulturelle og folkeoplysende hensyn.”
Alle tal er fra 2007.