Hånden på spalterne – det er længe siden, vi sidst oplevede en meningsbrydende dagbladsannonce, der var så sensationel, at den blev behandlet som nyhedsstof og øvede afgørende indflydelse på debatten. Disciplinen fik sit store gennembrud omkring 1970 med Morten Jersild og Peter Hiort, som kunne skære et budskab til, så det gav genlyd. Nyere forsøg har ikke genereret primetimeheadlines.
Datoen for valgbasunernes gjalden er uvis, det var ellers et kvalificeret rygte med tirsdag den 11. september, der ville danne et uforligneligt bagtæppe for den ansvarlige statsmands kontrollerede historiefortolkning i kampen mod den internationale terrorisme. Den kan ramme os alle når som helst. Men det kan vist ikke nås. Hele intrigen handler nu om, at fru Pia Kjærsgaard skal lægge sig fladt ned på gulvet og godkende hele den voluminøse lagkage, som Slotsholmens Konditori har bygget. Hvis hun er besværlig, vil hun blive årsag til et valg, hun måske ikke har lyst til. Udsigten til mandatfremgang er ikke lyse for hendes folkeparti.
Selv om spildevand fra den amerikanske pengesump tværs over Atlanterhavet har sjasket dansk økonomi i ansigtet, så bryder ejendomsmarkedet ikke sammen over night. Der vil ske en vis prisregulering, og det vil efterlade nogle småspekulanter i knibe. Ikke nok til at ryste fundamentet. Det er værre at skulle tage et valg på baggrund af blakkede konjunkturer.
Kan hænde at hele komedien blot var en måde at markere regeringens styrke på, og at oppositionen får lov at stege i egne ørkener frem til 2009. Naser Khaders alliance holder ikke så længe. Den er afhængig af et snarligt valg, hvor den reelle politik kan gøres op.
Tilbage til udgangspunktet, dagbladsannoncerne og det næste valg. Forskellen på den trykte annonce og internettet er, at den fysiske annonce indrykkes i et medie, der kommer til dig, mens netaktiviteterne fordrer, at du klikker dig ind. Avisen er bærbar og skal hverken tilsluttes lysnet eller trådløst netvæ rk, og den kan smides væk eller klippes. Hvis man vil påvirke eliten, må man ofre plads i betalingsaviserne, mens bredden kan klares gennem gratisaviserne.
Pressen skal slås endnu hårdere for sin andel af valgbudgetterne, fordi outdoor, internet, biograf, direct mail, events, posters, maxiposters og campaign coordination and execution koster kassen. Selv om det politiske liv har bevilget sig selv femstjernet bistandshjælp er midlerne ikke ubegrænsede, og derfor indfører de ikke politiske tv-reklamer foreløbig. Dansk reklames førstemand, Jan Duckert, er i færd med at afskrive fjernsynet. Det rammer ikke de unge.
I den konkurrencesituation skal dagbladsannoncerne være dynamitholdige. Avisens spalter er en platform, hvorfra brølet forstærkes. Vi får se, hvilke partier og interessekandidater, der har mod, midler og mandskab til at opvigle den offentlige mening. Træd ikke over stregen: WANTED DEAD OR ALIVE – LARS LØKKE ER LOMMETYV giver bagslag. Da radiokanalernes lyttertal er under spærregrænsen er de formentlig et tvivlsomt politisk talerør, når den primære målgruppe er plus 18. Efterhånden ser det ud til, at kulturministeren solgte en sæk rådne æbler, da han fik Bruun Rasmussen til at bortauktionere frekvenserne. Noget gennembrud for public broadcasting med betydning for politik, finans og real news blev det ikke. Jens’ Rohdebutik er ikke noget at feste for.
Hvis man ransager sin hukommelse for nyere eksempler på opinionsdannende dagbladsannoncer med påviselig indflydelse, skal man vist helt tilbage til 1992, da Socialdemokratiet (nu: Socialdemokraterne, eller er det omvendt?) viste et billede af statsministerkandidat Uffe Ellemann-Jensens rækkehus på vandsiden af Strandvejen og postulerede, at husejerne ville rage til sig på lejernes bekostning. Påstanden kostede stemmer, fordi den blev fremsat så sent, at den ikke kunne imødegås. Et prøvet trick; i februar 1974 skrev jeg teksten til en propaganda-annonce, betalt af Boligselskabernes Landsforening med overskriften: NU ER DER ROTTER PÅ HUSLEJELOFTET. En Jersild-pro duktion. Hensigten var at skræmme, og projektleder var tidligere boligminister Helge Nielsen, en alvorsmand der med sin statur ville have egnet sig til medlem af Sovjetunionens Kommunistiske Partis centralkomité og politbureau.
Man har set flere meningsannoncer siden. Senest var det kvæk fra de offentlige ansatte, der er ved at danne en falanks af forbund, der alle vil sikre medlemmerne radikale lønforbedringer, men i øvrigt strides indbyrdes om prioriteringen. Kunne teksten og tankerne overbevise dem, der ikke i forvejen mente ”det rigtige”? – Jeg tror det ikke, som Poul Nyrup Rasmussen med et let esbjergensisk tonefald havde for vane at sige i sine velmagtsdage. Med andre ord tjener den gennemsnitlige meningsannonce først og fremmest til at bekræfte forbundsmedlemmer i, at ”vi kæmper for dig”. Modparten og meningsdannerne er sværere at skræmme.