Mens vi varmer os ved Kenneth Plummers begravelse, bør vi måske overveje nogle få aspekter ved forløbet? Glem kuglen i pistolen, der nedlagde den formastelige. Når man bruger ordet ”belønning” og handler med troværdigheden, begår man selvmord. Så enkelt er det. DR’s bestyrelse, medarbejdere og øvrige interessenter kan ikke leve med den moral, punktum.
Tilbage står læringen. Og hvad er mon den?
Der er i dag ingen, der tvivler på værdien og betydningen af kommunikation. ”Communication is King,” for nu at snakke i Mad Men-metaforer. Og selv om Bill Bernbach må vride sig i sin grav, så viger produktet til fordel for kommunikation. I det mindste i nogle grelle tilfælde. Og desværre.
Med brugen af ordet ”belønning” skød Plummer sig selv. Han vaskede tavlen med mere eller mindre objektive fakta ren. I dag har langt, langt de fleste glemt, at Plummer kom til, mens DR’s økonomi lå i ruiner, mens et hav af chefer, medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer alle løb omkring og spillede deres eget spil.
Kenneth Plummer gjorde en forskel. Det kan godt være, at han ikke selv sad og studerede regnearket, men han fik folk til at gøre det effektivt. Ved hans tiltræden var ledelsen lige dele idealister, systembevarende ”kommunister”, regulære galninge og nogle få brobyggere, der tabte alle de slag, de deltog i.
Med Michael Christiansen som rambuk og strateg de sidste to år lykkedes det for Plummer at stå på broen i en periode, hvor der blev ryddet godt og grundigt op. Nogle få græder over det, men i hovedsagen er DR stærkere end nogensinde, og kulierne producerer gedign journalistik og underholdning – målt som indhold per krone. Det er ikke Plummers skyld, men han skabte de smallere og tilsyneladende mere effektive rammer, og hans (og Michael Christiansens) strategi virkede.
Kenneth Plummer havde kun to kort at spille, da han for fem år siden tiltrådte: Han var slet ikke fedtet ind i alliancer i DR-huset, og han var en moderne marketingmand. Venskabet med Brian Mikkelsen glemmer vi behændigt. Kvaliteten ved at være ”ny kost” bør vi ikke undervurdere. Især ikke, når en ny generaldirektør skal udpeges.
Og hvem skal mon være det?
Hvis man klonede Tøger Seidenfaden og Lars Munch, ville man få den rette person. Michael Christiansen har flere gange rystet på hovedet over, at Plummer ikke har læst en bog siden Anders And. Han har ikke pondus forankret i viden, han kan kort sagt ikke konversere om dybere emner. Hans viden om nye medier er stor, og så kan han sms’e i tide og utide, men det holder ikke, når titlen er generaldirektør.
Den nye person skal være et fyrtårn, men de findes simpelthen ikke. Michael Christiansen ville selv være et oplagt bud, hvis han var 20 år yngre. Det samme ville en Mads Øvlisen være. Når man læser de mange bud, medierne kaster ind i ringen, kan man let forkaste alle de navne, der er fedtet ind i DR. Den går ikke. Haagerup er en dygtig journalist, men netop derfor ville det være idioti, at sætte ham sig for bordenden.
Læg dertil, at DR’s topchef får i omegnen af to millioner i løn. Hvis Lars Munch skulle tiltræde, skulle han gå en million ned i pekuniært plaster. Hvem vil det?
Hvis jeg skulle komme med et helt vildt bud, må det blive Steffen Kragh, koncernchefen i Egmont. Hans alder er rigtig (under 50 år), og hans track record pletfri. Han ved noget om medier, og dem, der kender ham, mener, at han er helt fri for bullshit. At han så er rundet fra samme butik, som Plummer, er måske en diskvalifikation, men lkad os stilfærdigt hævde, at der er niveauforskelle på Kragh og Plummer.
Merete Eldrup er sandsynligvis et endnu bedre bud, hvis det ikke lige var for den detalje, at hun er sydende vred over, at hendes ”kandidatur” fejlagtigt blev røbet af Plummer. Det er hun helt enkelt, fordi hun aldrig søgte stillingen. Et headhunter-bureau pegede på hende, hun indvilgede i en samtale, men efter sigende mente den daværende bestyrelsesformand, Mogens Munk, at generaldirektøren skulle være en mand. Merete Eldrup var den bedst kvalificerede, og det er hun for øvrigt stadig.
Men tilbage står, at vi har glemt Kenneth Plummers præstationer, mens vi synger ved hans begravelse. Det er skræmmende, især fordi forudsætningen for den frie, åbne debat, der skal gøre os alle klogere, er, at vi som minimum ikke deltager med forudfattede meninger. Men det er godt nok også meget at forlange.