Mette Barnes, Senior Vice President, PR & Communications, Viaplay Group, har valgt at stoppe hos Viaplay Group efter syv år i mediekoncernen.

Det oplyser hun på LinkedIn.

Ifølge opslaget har hun ikke umiddelbart et andet job på vej, men skriver, at hun har ’taget en beslutning om at sætte corporate life på hold for en lille stund’ og for første gang i sin karriere ’nuppe et lille break til refleksion’.

Videre skriver hun:

”Jeg tror på, at det kan være klogt og sundt at turde trække stikket for en stund, mærke sig selv fuldstændig og måske kaste sig selv på dybt vand for, hvad fremtiden bringer. Så det gør jeg nu med et stort smil på læben og et kæmpe personal-growth-mindset.”

41-årige Mette Barnes har siden 2015 beklædt en række forskellige lederroller i mediekoncernen inden for marketing og kommunikation – senest med ansvaret for selskabets PR- & kommunikationsafdelinger på tværs af alle markeder og hele forretningen. Derudover var Mette også ansvarlig for selskabets B2B-marketingafdeling på tværs af markeder.

På LinkedIn sender Mette Barnes stor tak til sit team og understreger, at beslutningen om at stoppe alene skyldes ’min trang til at holde en pause og overveje mit fremtidige arbejdsliv’.

”Jeg står et rigtig godt sted i livet og kan mærke, at jeg nu skal prøve noget andet. Hvad det bliver, vil tiden vise, og i mellemtiden har jeg lovet mig selv at få taget det jagttegn, som jeg har udskudt i årevis og løbeskoene skal bestemt også ud og slides noget mere,” skriver hun.