Over de seneste to år har filminstruktøren Marc Louis Sutton interviewet, dokumenteret og sat sig ind mennesker med kronisk migrænes liv og sygdom.
Det er blevet til en kampagnefilm for den danske medicinalvirksomhed Lundbeck, der tager publikum med ind i hjemmene og tankerne hos migrænepatienter fra blandt andet Danmark, USA, Dubai og Italien.
De fortæller åbent om den kvalme, svimmelhed og sensitivitet over for lyde og lys, de lever med. Hvor invaliderende den kroniske sygdom er, hvordan den har ødelagt relationer og ført til depressioner.
Markedsføring har sat Holy Ravioli-instruktøren Marc Louis Sutton i stævne for at høre, hvordan kampagnefilmen blev til, hvordan man skaber tryghed med sine interviewpersoner og udfordringerne undervejs.
Vil du ikke starte med at fortælle om filmens tilblivelse?
“Vi blev kontaktet af Kompas Kommunikation, der har Lundbeck som kunde. Oprindeligt var planen, at vi skulle lave en række patientportrætter, hvor fokus skulle være på, at en masse migrænepatienter.
Se kampagnefilmen her. Artiklen fortsætter under videoen.
“Da vi kom ud og snakkede med menneskene, var det tydeligt at fokus for filmen skulle handle om alle de tabuer, de bliver mødt af. De havde alle mistet så mange relationer og havde svært ved at holde et arbejde. Mange af dem fortalte, at de aldrig havde haft en kæreste, fordi de konstant måtte aflyse — nogle gange i sidste øjeblik — hvis der kom et migræneanfald.”
Hvordan var det at møde de individer, der lever med migræne?
“Jeg kendte ikke så meget til migræne, da vi startede, og havde de stereotype tanker, som de altid bliver mødt med, at det bare er en slem version af en hovedpine. Det var en kæmpe øjenåbner at møde dem og se, hvor invaliderende en sygdom, det er, og hvor meget af deres liv, der bliver berøvet.”
“Og da jeg så begyndte at interviewe dem, kunne jeg virkelig mærke deres glæde, fordi der endelig var nogen, der ville lytte til dem og fortælle deres historier, hvor fokus var på migrænen. Det har fyldt meget i deres liv, at ingen har gidet lytte til dem.”
Hvilke konsekvenser har migræne haft for deres liv?
“Dem, vi har filmet, har været mennesker, der har haft den hårdeste udgave af sygdommen. For dem er angsten for et migræneanfald næsten ligeså slemt som at få det. De skal hele tiden tænke over, om de kan tage til en koncert eller til middag, for hvad nu hvis de skal aflyse. Mange havde måttet aflyse så mange gange, at deres relationer var løbet ud i sandet.”
Hvilke udfordringer har I mødt under optagelserne?
“Personen vi skulle interviewe i Dubai blev ramt af et migræneanfald, da vi kom derned, og vi endte med kun at kunne lave et interview på halvanden time. Men hun kæmpede sig igennem den halvanden time, fordi det betød så meget for hende at få ud.”
“Og så har vi ikke kunne være til stede hele tiden, så vi har fået dem til at filme selv også. Der er blandt andet en scene, hvor en kvinde kaster op i toilettet. Det har hun selv filmet under et migræneanfald.”
Migræne er jo en meget usynlig sygdom, hvordan har I visualiseret den indre smerte?
“Vi har forsøgt at lave noget abstrakt og sanseligt, der kunne vise den smerte, de lever med. Vi har haft en kreativ legestue i kælderen under Holy Ravioli, hvor vi har sprøjtet farver ned i et akvarium og lavet nogle mislykkede forsøg med en plastik hjerne.”
Hvad står tydeligst tilbage for dig?
“Jeg har været helt blæst bagover af, hvor åbne, ærlige og sårbare, de har været. De har ikke lagt låg på og endda fortalt om selvmordstanker. Det påvirkede os og gjorde, at vi havde lyst til at gå ekstra langt for projektet. Flere af dem er jeg også stadig i kontakt med.”
Hvordan gør man mennesker så trygge, at de tør åbne op?
“Det gør jeg ved at lave for-interviews, hvor jeg har lange samtaler med dem. Og det er faktisk tit nøjagtigt det samme interview, jeg laver, når vi så optager, så de ved, hvilke spørgsmål, der kommer.”
Hvad håber du, at kampagnen vil bidrage til?
“Jeg håber, at det vil åbne øjnene op for folk, der har mennesker med migræne tæt på i livet, og det skaber en større forståelse for sygdommen. Det skal ikke være så bagatelliseret, som det har været. Filmen må gerne skabe en større forståelse for, hvor invaliderende kronisk migræne er.”
