På Facebooks europæiske hovedkvarter i den irske hovedstad Dublin har Louise Gregersen, Account Manager for Danmark, sin daglige gang.

– Min rolle er at yde strategisk rådgivning til såvel danske virksomheder som bureauer omkring brugen af Facebook som markedsføringskanal, siger hun.

Hun er en del af det team, som i grove træk udvikler det danske Facebook-marked og forsøger at skabe succes med mediet for danske virksomheder.

– Det gør, at min almindelige arbejdsdag består af alt lige fra uddannelse i form af webinarer, medieplanlægning og optimering over kundemøder i Danmark, præsentationer ved interne og eksterne events og involvering i globale markedsføringsprojekter, fortæller hun.

Den nye Lemberg?

For nylig forlod den danske Facebook-profil Mikael Lemberg stillingen som dansk Client Partner hos Facebook for at vende hjem til bureauet Komfo.

Er du ”Den nye Lemberg”?

– Nej, der er kun én Mikael Lemberg – og hvis jeg kender ham ret, så vil han fortsat berige de danske digitale groupies med sine brugbare råd, lyder det fra Louise Gregersen.

Hun fortæller, at hun har arbejdet tæt sammen med Mikael Lemberg de sidste 10 måneder, og at de har haft hver deres roller i opbygningen af det danske marked.

– Mit fokus har været, og vil fortsat være, at opbygge langsigtede forhold og partnerskaber. Når det er sagt, så vil i med stor sandsynlighed se mere til mig i den nærmere fremtid, som et resultat af Mikaels afgang, siger hun.

Hun er i øvrigt så tilfreds med sit arbejde hos den sociale mediekæmpe, at hun opfordrer andre danskere til at komme til Dublin.

– Vi er altid er på udkig efter motiverede talenter her på det europæiske hovedkontor i Dublin, hvor vi har flere forskellige stillinger åbne i øjeblikket, siger hun.

Fra Groupon til Facebook

Før hun tog til Dublin, læste Louise Gregersen bl.a. Marketing på Copenhagen Business School (CBS) og læste derefter til en mastergrad  i IT og e-handel på IT-universitetet, og hun har arbejdet med digital marketing siden 2009.

Først på CBS og senere som Online Marketing Manager for Groupon i Tokyo og Berlin. Og det har været en spændende rejse hidtil, lyder det fra Gregersen.

– En udfordring er en mulighed i forklædning. Man kan sige, at ansvaret for at bygge det danske marked op og være med til at vurdere, hvad den rigtige tilgang er, er et stort ansvar. Og der er unægteligt en udfordring i, at være de første på opgaven – man må lære hurtigt og meget hen ad vejen, siger hun.

Hun betegner selv sin baggrund som broget, både arbejds- og studiemæssigt.

– Den røde tråd består i, at jeg altid har søgt efter at være på forkant med, hvordan digital markedsføring formes i fremtiden på globalt såvel som på lokalt plan. Facebook har givet mig muligheden for at tage del i den udvikling, som vi oplever i digital markedsføring i dag, og lader mig bruge den viden til at hjælpe danske virksomheder til en succesfuld tilstedeværelse på vores platform, slutter hun.