I starten af september kunne Morten Hershøj fortælle, at han havde besluttet at træde ud af Another, som han selv var med til at stifte i 2013.
Nu løfter han sløret for næste kapitel i karrieren – det starter 1. november, når han bliver Director hos Advice.
Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
”Der sker en masse spændende i den danske bureaubranche i disse år – og jeg har drukket en masse kaffe med mange dygtige mennesker gennem de sidste par måneder,” siger Morten Hershøj i meddelelsen og tilføjer:
“Advice er en af Danmark mest spændende og interessante bureauer lige nu. De har altid leveret solidt og stærkt, men de sidste år har de virkelig lagt yderligere på kompetencedybden og de kreative løsninger. Jeg ser klart Advice som et top-3 integreret bureau herhjemme.”
“En sjælden profil”
Med titel af Director kommer Morten Hershøj ifølge meddelelsen særligt til “bidrage til at styrke Advice’s kommercielle position, kompetencer på consulting og være med til at udvikle stærke, integrerede løsninger for både eksisterende og nye kunder.”
Blå bog Morten Hershøj
2013-2021: CEO, Another
2013-2013: COO, Wibroe Duckert & Partners
2008-2013: CEO, DialoguePeople & NetPeople
2006-2008: Managing Partner, Responsive
2005-2006: Marketingchef, Tryg
2000-2005: Director Creative Department, Valtech
Mille Klink, CEO i Advice, siger i meddelelsen blandt andet:
”Morten har en spændende og relativt sjælden profil, der favner det integrerede, der er en del af vores DNA. Han kommer med en solid erfaring og kan koble både tech og digital med brand og strategi og kan omsætte det til stærk kommunikation i hele kunderejsen.”
“Det rimer godt på de store tendenser i markedet, hvor mange discipliner flyder endnu mere sømløst sammen i disse år,” mener Mille Klink, der kalder Morten Hershøjs profil og person “et fantastisk match til Advice og den udvikling, vi er inde i.”