Engelske The Media Blog har gennemført en undersøgelse blandt flere end 1.000 af sine brugere – og svarene lover ikke godt for News Corporations, og Rupert Murdochs, planer om at tage
penge for indholdet på deres nyheds-hjemmesider i Storbritannien, USA og Australien. Det refererer brandrepublic.com.
Under en tredjedel af respondenterne svarede, at indholdet på hjemmesiderne tilhørende The Times, The Sun og News of the World ikke bidrager med tilstrækkelig unikt indhold til, at de er værd at betale for.
The Times’ var den af de tre hjemmesider, der klarede sig bedst med 21 procent der fandt, at den bidrager med unikt indhold, hvor kun fire procent svarede det samme om News of the World. Ikke et svar faldt positivt ud til The Suns fordel, da ingen af undersøgelsens respondenter mente, at de ikke kunne finde tilsvarende indhold andre steder på internettet.
Helt generelt vil ingen af de adspurgte betale for sladder eller sport og hele 44 procent mente, når adspurgt direkte, at ingen aviser vil få succes med at tage penge for online-indhold – læsere vil helt enkelt søge andre græsgange.
Ovenpå sidste uges udmelding fra News Corporation krøb flere store mediehuse til korset og meddelte, at de planlagde betaling på internettet.
En af dem var den britiske og højt besungne erhvervsavis Financial Times. Planerne lyder indtil videre på et system, der opkræver små beløb af brugerne, når der læses en nyhedsartikel.
Systemet ventes at være på plads i 2010, inspireret af Apples iTunes.
sm