Lad os sysle lidt med alfabetet. Naser – med et S. Ikke nasser som i ”samfundsnasser” eller Nasser (Ghamal Abdul Nasser, ægyptisk præsident 1954-70). Khader minder lydligt lidt om Kaddara Flødeis, der frem til 1950’erene blev fremstillet i Nørre Aaby på Fyn; ved køb af den største isbombe fik man en figur af en grønlænderpige til at sætte på toppen. Naser Khader er en moderne helt, og nu har indvandrerdrengen fra Syrien fået sit eget topstyrede parti. NAsers Alliance.
N.A. kan også betyde ”No Alcohol”. Om alliancen mellem Naser, Anders og Gitte ved man, at den er beseglet over nogle glas rødvin. Forhåbentlig har de gemt et par tomme flasker som relikvier, i arbejderbevægelsens arkiv vogter man over den krystalkaraffel, som statsminister Stauning i en mørk vinternat den 29. januar 1933 skænkede whisky af, da han indgik det afgørende Kanslergade-forlig mellem Socialdemokratiet og Venstre. Rødvinsdetaljen vil blive bemærket og forhånet i de fundamentalistiske kredse, hvor N.A. er en leveregel.
Erhard Jacobsen og Mogens Glistrup var naturtalenter med stærk udstråling. De forførte vælgerne til jordskred gennem de elektriske medier. Liberalt Centrum var et kvalificeret opbrud i Venstre for 40 år siden, men udbryderen Niels Westerby var alt for saglig til at være førerskikkelse. Aksel Larsen forrådte kommunistpartiet og dannede Socialistisk Folkeparti, der igen blev splittet af en flok, som netop prøvede at undgå førerprincippet med roterende ledelse og fis i kasketten. Fra Venstresocialisternes pulterkammer huskes først og fremmest atomfysikeren Preben Wilhjelm, nok en af de mest intelligente politikere nogensinde, men uden folkelig forankring.
Centrum Demokraterne og Fremskridtspartiet øvede magnetisk tiltrækningskraft på såkaldte ”landsbytosser”, et diskriminerende udtryk af samme generaliserende ondskabskarat som ”ældrebyrden”. Kværulanter, fanatikere og lykkeriddere nød den berusende glæde ved at blive valgt. Et af vrøvlehovederne fra Fremskri dtspartiets folketingsgruppe gik under tilnavnet ”den talende grusbunke”. Pia Kjærgaards folkeparti har vedvarende rumlerier med personligheder, som opnår deres 1,5 minutters berømmelse ved at melde sig ud eller blive ekskluderet. At nogle af partiets pinligheder i et vist omfang kan karakteriseres som mediekonstruktioner er en anden sag. Når det gælder om at bekæmpe Dansk Folkeparti gælder alle kneb.
Og det er jo netop Ny Alliances grundlæggende dogme, at Pia, Peter og Præsterne skal skammes ud til ultrahøjre. NA vil erobre midten og har ikke afvist muligheden af at tage sig betalt med ministerposter efter det valg, som ifølge beregninger formentlig udskrives tirsdag 2. oktober til foretagelse 23. eller 30. oktober. Længere kan Fogh næppe strække den. Tilbagetrækningen af tropperne fra Irak – nu er problemerne jo stort set løst – kan med finfølelse konverteres til en sejrsparade. Men det bliver en hed afghanersommer i Heldman-provinsen, der ikke må forveksles med Unilevers amerikanske mayonnaise.
Da Det Rad ikale Venstre brød ud af Venstre i 1901, spillede dagbladet Politiken den mediemæssige hovedrolle. Det gamle århundredes kommunistiske og nazistiske partier søgte at slå igennem med Arbejderbladet (siden Land og Folk) og Fædrelandet, uden en presse var man ikke et parti. Den danske dagspresse, der omfattede omkring 250 aviser, var organer for Venstre, Konservative, Socialdemokrater og Radikale, de fire gamle partier. Flere regionalaviser er stadig talerør for Venstre og Det Radikale Venstre. Den sidste erklæret konservative er Kjerteminde Avis, et forspring i forhold til Socialdemokraterne.
Ny Alliance er Ny Agitation via nettet. Det er første gang, et parti starter på denne måde. I princippet behøver N.A. slet ikke et trykt organ, alt kan køres over hjemmesiden, der er sat op af to gymnasieelever. Vælgere uden PC er ikke så interessante. I gamle dage ville N.A. have haft behov for mange frivillige kuverterings- og frankeringsmedarbejdere, nu kan sekretariatet koncentrere sig om de 20.000 vælgererklæringer. D ansk Folkeparti ville næppe klare sig uden Dansk Folkeblad på print, de forandringsusikre medlemmer ville blive skræmt, hvis de blev henvist til den skærm, de ikke har.
Naser er Nuser, han er en af vore egne, en rigtig guttermand, og så er det elementært morsomt, at han har overtrumfet den radikale gårdvagt Marianne Jelved og hendes duks, Elsebeth Gerner Nielsen, hvis tørklædestunt formentlig var den dråbe, der fik Naser til at flyde over. Det bliver underholdende at se ham debattere med Enhedslistens slørhale Asmaa Abdul-Hamid, opfostret på DR2.
Man har sagt, at N.A. får brug for millioner af kroner, og det er sikkert sandt, men den intense presseomtale vil længe overflødiggøre behovet for kostbar annoncering og tryksager. Lad os se, om det friskeste pust i dansk politik fremkalder et begejstret ”næh!” frem for valent ”nå”.

Citat:
Ny Alliance er Ny Agitation via nettet. Det er første gang, et parti starter på denne måde.