Det er ikke et blødt budskab, der i dag har mødt danskerne i en ny kampagne fra AIDS-Fondet, som er lanceret i forbindelse med World AIDS Day.
Tværtimod lyder indledningen fra en lille pige: ”Når jeg bliver voksen, vil jeg have hiv … ”
Kampagnen, der er blevet lanceret med helsidesannoncer i landets største dagblade, radiospots på landsdækkende kommerciel radio og på Facebook, skal adressere den tvivl og angst, mange danskere oplever, i mødet med mennesker med hiv – og vise, at den adfærd kan have store konsekvenser.
Det er J. Walter Thompson Copenhagen, der har været bureau på opgaven.
Fra børn og fulde folk…
AIDS-Fondets kampagne bruger ganske effektivt en lille pige til at sætte ord på de fordomme, voksne har.
Gennem barnets tanker hører vi, at mennesker med hiv ikke kan få en kæreste. I hendes verden er det godt – for det værste, hun kan forestille sig, er ikke hiv, men tanken om at skulle have en kæreste.
Det er selvfølgelig et barneperspektiv, men det skal synliggøre, at det mest ubehagelige ved at få hiv hverken er medicinen eller dødsfrygten, men den sociale afstandstagen, mange mennesker med hiv oplever, når de er åbne om deres sygdom.
Derfor er hovedbudskabet i AIDS-Fondets kampagne også: ”Mød mennesker med hiv, som du møder alle andre”.
– Det er vigtigt, at skabe en bevidstgørelse i befolkningen om, at almindelig social kontakt med mennesker, der lever med hiv, ikke er farlig. Kampagnen initierer til en ligeværdig kontakt mellem mennesker, der lever henholdsvis med og uden hiv, siger Line Rasmussen, der er kampagnechef i AIDS-Fondet.
Fortidens angst spøger
Social isolation, fysisk svækkelse og tidlig død. For mange danskere har billeder og fordomme om hiv og AIDS fra 80’erne og 90’erne brændt sig fast i bevidstheden. Samtidig forestiller mange sig, at en sygdom, som kan gøre så stor skade, må være meget smitsom.
– Der er tale om meget fastgroede fordomme i forhold til denne sygdom. Derfor har vi i kampagnearbejdet også kun bevæget os inden for de områder af kommunikationsspektret, hvor vi kan råbe folk op. Vi ønsker, at kampagnen skal være en øjenåbner – også selv om det kan være hårdt at se et barn tale om at ønske sig hiv, siger Annette Pryce, kontaktdirektør hos J. Walter Thompson Copenhagen.
I dag er der blandt læger og forskere bred enighed om, at effektiv hiv-behandling nedsætter smitsomheden så meget, at størstedelen af de mennesker, der lever med hiv og er i medicinsk behandling reelt ikke kan smitte andre. Men selvom den effektive medicinske behandling er en succes, så viser undersøgelser, at danskerne ofte bliver bange i mødet med mennesker med hiv.
– I sidste ende er formålet med kampagnen, at mennesker med hiv ikke føler sig diskrimineret. Det er derfor, vi siger: Mød mennesker med hiv, som du møder alle andre, slutter Line Rasmussen.