Før vi markedsførere stjal udtrykket, og brugte det i flæng om ting, som vi håber ikke at skulle bruge nogle mediakroner på at få ud til alverden, betød begrebet ”viral” at noget pludselig blev opdaget og spredte sig verden over, uden at nogen gjorde en aktiv indsats for det.
Hvis du har været på nettet i det sidste årti, så vil du kunne nikke genkendende til f.eks. den kærlige tyrkiske mand Mahir (”I Kiss You!!!!), som pludselig blev verdensberømt i 1999 på at have et sporadisk kendskab til engelsk, en forkærlighed for bittesmå røde Speedo badebukser og harmonikaer og på hans åbne invitation til alle kvinder om at komme og besøge ham ham i Izmir (”I can invitate… She can stay my home…). Sasha Baron Cohen burde give Mahir nogle penge, da der næppe ville være nogen Borat uden Ma hir! Du har givet også set mindst én animation af dansende hamstre med tilhørende ørehænger af en melodi, en stakkels knægt, der legede Star Wars foran et kamera og glemte at slette optagelsen, og måske ved du, hvad udtrykket ”All Your Base Are Belong To Us” henviser til.

Kuppet

Der gik selvfølgelig ikke mange øjeblikke før snedige markedsførere lurede, at den samme mekanisme kunne bruges i reklamesammenhænge. Mange henviser til markedsføringen af filmen ”The Blair Witch Project” i 1999 som den første gang viral markedsføring bevidst blev brugt til at lancere et produkt. Men det var i 2004, da Burger King skabte websitet ”Subservient Chicken” hvor en mand i kyllingekostume gjorde alt, hvad du bad ham om, at begrebet viral holdt op med at henføre til ting, der dukkede op af Internetsumpen uden varsel. Siden da har det været en del af enhver standard briefing til et reklamebureau, at de skal lave noget, der bliver viralt. Hvilket er en meningsløs brief, da det ikke betyder andet, end at bureauet skal la ve et godt produkt. Men det er en histore for en anden klumme.
Det er bemærkelsesværdigt, at mange af de eksempler, som jeg henviser til ovenfor er ved at være temmelig gamle. Det er som om, reklameverdenens overtagelse af begrebet viral har gjort folk mere skeptiske, og virale fænomener finder sted i mindre cirkler. Selv om Framfabs Ronaldinho film og Saatchis Quiksilver film er virale succeser, for nu at nævne et par danske virale produktioner, så er der ikke nogen af dem, der er blevet en del af internettets kulturelle fælleskasse på samme måde, som Mahir, kyllingen eller den dansende hamster.

The Internet Strikes Back

Igennem de sidste par måneder har jeg modtaget en lang række billeder fra venner og bekendte samt links til sites som det vidunderligt grammatisk molestrerede HYPERLINK “http://www.icanhascheezburger.com” www.icanhascheezburger.com. Og det slog mig, at her er for første gang i rigtig lang tid en viral tendens, som intet har at gøre med markedsføring af noget produkt (endnu ihve rtfald). Det er lavteknologisk, nemt at være med i – selv om det er uhyggeligt indforstået meget at det – og utrolig morsomt. Det drejer sig om om begrebet ”lolcats”. LOL er den klassiske internetforkortelse for ”laugh out loud” og ”cats” er, ja, katte. Så i en nøddeskal er der tale om sjove katte. Mere præcist er der tale om billeder af sjove katte med sjove undertekster. Men det ville være en stor fejl at affærdige det som bare billeder af sjove katte med sjove undertekster. For som ting nu engang udvikler sig på nettet, så startede det blot som billeder af sjove katte med sjove undertekster, men det har spredt sig som ringe i vandet og har nu sin egen historie og grammatik, der henviser til andre internetfænomener, og man skal holde tungen lige i munden for at kunne følge med. Så lolcats kan nydes bare som sjove billeder, men, hvis man ellers forstår subteksten, også som et historisk arkiv over virale vanvittigheder på nettet fortalt gennem billeder af katte.

I begyndelsen var der cheezburger

Så vi dt jeg kan researche mig til, startede hele affæren med et billede af en kat, der ser meget forventningsfuld ud. En humoristisk anlagt person gav det underteksten ”I can has cheezburger?” Med et slag var lolcats født og med dem den helt særlige grammatik, som er en blanding af internetslang og forkortelser mikset med dårlige oversættelser fra japanske computerspil godt blandet op med en teori om, hvordan katte ville udtrykke sig, hvis de kunne tale (OK, her er tale om spekulation fra min side, LOL).
Så vidt, så godt. Det var først da jeg fik tilsendt et link til tegneserien om ’The Laugh-Out-Loud Cats” på Flickr ( HYPERLINK “http://flickr.com/photos/apelad/sets/72157600296941365/” http://flickr.com/photos/apelad/sets/72157600296941365/), at det gik op for mig, at lolcats var mere end bare sjove billeder. Tegneren, der kun er kendt under pseudonymet Ape Lad, påstår at tegneserien blev lavet af hans bedstefar i 1910’erne. Serien handler om de to vagabondkatte Kitteh og Pip og deres oplevelser som vagabonder i det forrige århundredes USA. Ihvertfald på overfladen. Når man kradser lidt i den finder man meget hurtigt ud af, at de allesammen refererer til endog meget moderne fænomener som computerspil, andre internettrends og computerreferencer. Selv om jeg indrømmet er ganske nørdet anlagt selv, måtte jeg ty til det tungere skyts og få hjælp fra nogle programmører til at forstå nogle af tegningerne. Så jeg kan kun foreslå, at du fisker din lokale nørd frem og sætter dig ned sammen med ham (for det er en ham), og beder ham om at forklare, hvorfor han hulker af grin over noget, som går helt hen over hovedet på dig.
Tegneserien er et godt eksempel på, hvordan en virus kan mutere i forskellige retninger, og det der begyndte som forholdsvis banale fotos af katte har med et slag fået en intellektuel overbygning for de indforståede. Lolcats-fænomenet er under stadig udvikling, så hvem ved, hvad det næste bliver?

Sagaen om the Lolrus

Det er klart, at andre dyr end katte ville blive involveret på et tidspunkt, og se lv om der nu er loldogs, lolhamsters med mere, så er det kun sagaen om den stakkels hvalros, der har mistet sin spand, der truer med at blive sit helt eget internetfænomen. I modsætning til lolcats, så er her tale om en helt klar historie fortalt igennem billeder af hvalrosser. Måske er det fordi hvalrossen er overraskende ekspressiv og menneskelig i sine ansigtudtryk, men man føler virkelig med den stakkels hvalros, som går igennem en større depression over at have mistet sin lille blå spand, og gør hvad den kan for at genfinde den. Søg på ”lolrus” i Google og tag rejsen derfra.
Jeg synes, at det er dejligt at se, at internettet stadig kan byde på ”rigtige” virale fænomener, der ikke er skabt af markedsførere, men starter på græsrodsniveau, og bliver svær for nogen at slå kløerne i og kommercialisere. Men hvem ved…måske er det er firma derude, som fremstiller små blå spande, som kunne gøre noget for den stakkels hvalros? Der ville naturligvis ikke være tale om massemarkedsføring, men ved elegant at lege me d på legen kunne man skabe en uhørt loyalitet hos en lille, men enormt inflydelsesrig, gruppe mennesker!

Citat:
For som ting nu engang udvikler sig på nettet, så startede det blot som billeder af sjove katte med sjove undertekster, men det har spredt sig som ringe i vandet og har nu sin egen historie og grammatik, der henviser til andre internetfænomener.