KiMs er på vej i luften med en ny produktlinje i snack-kategorien, som har fået navnet SBRØD.

Der er tale om en rug-snack skabt af fibre og fuldkorn, som skal skabe et nyt forretningsområde for den Orkla-ejede snack-producent. Ansvarlige kvinder er kernemålgruppen.

– Vi har udviklet SBRØD, fordi vi gerne vil tilbyde de danske familier en grovere og mere fiberrig snack, der både kan puttes i børnenes madpakker og serveres til gæsterne fredag aften. SBRØD er udviklet med den moderne mor for øje. Hun står for indkøbene, og hun gør sig umage for at balancere rollen mellem den søde mor og den ansvarlige mor, siger Aase Mortensen, produktchef for SBRØD.

KiMs har sigtet efter næringsindholdet i en klassisk rugbrødsmad med leverpostej og agurk under udviklingen af SBRØD, fortæller hun, og lanceringen af snacken – der hos KiMS beskrives som lidt af en ”rug-volution” – bakkes naturligvis op af en reklamekampagne.

Her er omdrejningspunktet en film, hvor såvel den ikoniske reklamefigur Jørgen, som den ”berygtede” nøddespecialist Michael Madsen, der lider af en slem talefejl, optræder.

Filmen udspiller sig i et Morten Korch’sk univers, hvor bønder synger høsten – ikke af kartofler, men af korn, forstås – i hus til tonerne af ”Marken er Mejet”. Eftersom Michael Madsen synger for, så bliver det til ”Narken er Nejet”

Det er atter en gang reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners som står bag filmen, og selvfølgelig er KiMs nærmest ikoniske Jørgen-figur – der har huseret i de danske reklameblokke siden 1997 – som nævnt også med. Denne gang iført kyse og kjole.

I fik racisme-kritik i fjor, fordi Michal Madsen blev beskyldt for at bruge det politisk ukorrekte N-ord (”Snager af Nere”, red) . Hvorfor har I holdt fast?

– Fordi vi fik megen positiv respons i kølvandet på kampagnen fra forbrugerne. Desuden har Jørgen-figuren været med i så mange år, at vi bestemte os for, at begge figurer skulle være med i reklamefilmen, lyder det fra Anne With Damgaard, marketingdirektør hos KiMs.

Navnet SBRØD er en sammentrækning af ”det sjove og sprøde” fra Kims og ”brød”, og ifølge Anne With Damgaard er produktet udviklet som et resultat af dybdegående forbrugeranalyser samt et forskningssamarbejde med bl.a. Aarhus Universitet.

Det nye produkt markedsføres på såvel TV – i reklameblokkene på alle de større tv-kanaler fra på mandag – og online samt ude i landets butikker, hvor man allerede er gået i gang, fortæller marketingdirektøren.

– Vi gør rigtigt meget ud af samplings og demo’er i forbindelse med denne lancering. Det vil sige i såvel butikker og som noget helt nyt også blandt vores medarbejdere, som vi bruger til at sprede budskabet om den nye snack, slutter Anne With Damgaard.

Se filmen her.