Ved Native Advertising Days 2016 – en af verdens største konferencer inden for Native Advertising, der i disse dage finder sted i Berlin – faldt der masser af hæder af til danske arbejder.
Det skete da Native Advertising Awards (NAA) for første gang blev uddelt, og her gik hele ni ud af små 50 priser til danske bureauer eller medier.
Det kan bl.a. Vizeum Danmark glæde sig over, da det blev til to priser. En af dem endda af den fineste karat: Guld.
Det opnåede bureauet i kategorien ”Best Use Of Youtube”. Dertil kunne føjes en sølv i kategorien ”Best Use Of Influencer” – begge for bureauets arbejde med Novopleco for De Danske Sydhavskyster.
Masser af influencer-succes
I skrivende stund har samarbejdet, der udmøntede sig i serien ”Novopleco På Udebane”, over 1.900.000 organiske views på Youtube.
Vizeum Danmark var ikke ene om at hente guld hjem til Dannevang. Også Aller Medias arbejde for modemagasinet ELLE og sportsbrandet Adidas i forbindelse med Copenhagen Run fik det ædleste metal.
Guldet faldt ligeledes i kategorien ”Best use of Influencer”, og Aller Media havde endnu mere at juble over.
Det skyldtes arbejdet for flyselskabet SAS og ELLE, The ELLE Travel Universe, der blev belønnet med både sølv og bronze.
Den danske topscorer, målt på antallet af awards, blev Metroxpress’ native-afdeling, MX Partner Lab, og dennes arbejde for Maria Casino. Det blev belønnet med tre gange bronze og én sølv.
Fornem pris til Strossle
Løfter man blikket en smule ud over en danske andedam, så var der også godt nyt for eksempelvis Content Marketing-platformen Strossle, der vandt prisen som ”Native Advertising Platform of the year”.
Det svenske firma har opereret på det danske marked siden foråret 2015, og Thomas Hartmann, adm. direktør for Strossle i Danmark, betragter prisen som et solidt skulderklap.
Strossle findes i dag på 10 markeder i Europa, og både i Danmark såvel som i udlandet er målet for 2017 at positionere sig som den førende distributør af content for både annoncører og publishers, og dermed fortsætte den vækst, der har præget firmaet gennem de sidste to år.
– I bund og grund handler det om, at godt content skal distribueres og konsumeres af så mange brugere som overhovedet muligt, siger Thomas Hartmann.
– Så længe Content bringer værdi til brugerne, er det sådan set lige meget, om det er redaktionelt eller kommercielt content – det er værdiskabelsen, der er i fokus, fortsætter han.
Der var indsendt arbejde fra hele verden til Native Advertising Award, herunder fra Norge, Kroatien, Belgien, USA, Fillippinerne og selvfølgelig Danmark, og du kan se alle vinderne her og alle de danske vindere herunder:
MX Partner Lab, Denmark’s Largest Live Roulette, Maria Casino:
- Best native advertisinig strategy – Bronze
- Most effective native advertising campaign – Bronze
- Best use of Facebook – Sølv
- Best use of print media – Bronze
Aller Media, The ELLE Travel universe, SAS & ELLE
- Most creative native advertising campaign – Bronze
- Best use of print media – Sølv
Aller Media, Adidas x ELLE Copenhagen Run, ELLE Ambassadors & Adidas
- Best use of influencer – Guld
Vizeum, Novopleco & De Danske Sydhavskyster
- Best use of influencer – Sølv
- Best use of YouTube – Guld